Menu

Studentertalen

Deres Majestæt, Deres Kongelige Højhed, ministre, bestyrelsesmedlemmer, ansatte, gæster – og ikke mindst kære studerende,

Det er mig en stor fornøjelse at måtte stå foran jer på denne specielle dag. 

En glædens dag, hvor vi skal fejre, at vores yndlingsbarn, SDU, fylder 50 år. 

En 50 års fødselsdag er oftest en stor milepæl i mange menneskers liv. Men det er en milepæl, som for mange også er synonym med en midtlivskrise. 
Og selv om 50 år ikke er nogen alder i universitetsverdenen, kan det jo godt være, at vores kære universitet alligevel er begyndt at tænke over sig egen tiltrækningskraft og hvad gør man, hvis man pludselig bliver usikker på, om man stadig slår til? 

Jo, vi har alle hørt historien om den midaldrende mand, der desperat forsøger at bevare ungdommen ved at købe en smart, ny sportsvogn.  
Og hvad gør SDU?? Jo, man bygger ikke bare et, men to spritnye fakulteter. Jeg synes, det er utrolig imponerende, at du på blot 50 år har formået at blive Danmarks bedste universitet. 

Vi skal fejre vores fantastiske udvikling, og fortsætte vores stræben på dygtiggørelse, være nysgerrige, turde udfordre de eksisterende rammer og tænke innovativt - også selvom fundamentet under os bliver mere og mere ustabilt. 

For på trods af, at det på Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside fremgår, at vi skal have ”Et uddannelsessystem i verdensklasse”, kan man så bygge et så ambitiøst hus ovenpå et ustabilt fundament med revner og sprækker? 

Ser man på det danske uddannelsessystem, så har vi faktisk formået at bygge et flot højhus gennem ambitiøs uddannelses- og forskningspolitik gennem årtier, og vi har fået et - på mange måder - fantastisk uddannelsessystem. 

Det skræmmer mig derfor, hvordan den markante nedprioritering af uddannelsessystemet bliver marginaliseret, og hvordan vores politikere tager succesen for givet. 
Jeg frygter for vores fremtidige generationer, såfremt uddannelsessektoren fra politisk side ikke prioriteres, og blot hviler på laurbærrene af tidligere tiders ambitiøse uddannelsespolitik. 

Jeg drømmer om et uddannelsessystem i verdensklasse, et uddannelsessystem som bliver prioriteret og er ambitiøst - det er den eneste måde, hvorpå vi kan sikre fremtidens Danmark. 

For vi unge bliver altid omtalt som værende ”fremtidens vækstmotorer” og ”fremtidens arbejdsstyrke”, ja kært barn har mange navne, men selvom vi oftest omtales som fremtiden, så stoler man ikke rigtigt på os. 

For lad os nu bare tale direkte ud af posen - vi er som generation blevet umyndiggjort. Det startede med en fremdriftsreform, hvis formål var at tvangstilmelde os studerende til at følge en stram plan lagt af politikerne. Vi studerende skulle nødigt træffe for mange individuelle beslutninger. 

Det blev fulgt op af en dimensionering med et klart budskab - I er ikke dygtige nok til at træffe selvstændige beslutninger om jeres fremtidige uddannelse. Vi har fået opbygget et system, der beror på mistillid til os studerende, og det undrer mig. 
Som akademikere lærer vi at reflektere over tingene, så jeg stillede mig selv spørgsmålet - hvordan har vi brudt tilliden? 
For ser man på den gennemsnitlige gennemførselstid, så er den over en årrække formindsket. De studerende er blevet hurtigere færdige end tidligere generationer.  Godt, det kan umuligt være derfor? 

Søgningsmønsteret på universitetet har længe været i bevægelse, og flere og flere unge har søgt mod de tekniske uddannelser, præcist som politikerne gerne vil have, så det kan da umuligt være derfor, tilliden er brudt? 
Vi har som generation i høj grad vist evnen til at omstille os til en ny virkelighed, men alligevel er konsekvensen en umyndiggørelse og mistillid til os som studerende.

Jeg drømmer om et uddannelsessystem, som bygger på tillid og motivation fremfor den stigende mistillid. Men de seneste år har desværre ikke kun stået på mistillidserklæringer, den har også stået på markante nedskæringer.

Så kære medstuderende budskabet er klart: I er nedprioriteret.
Man mener ikke længere, at I er SU’en værd, for så havde man vel prioritereret at fastholde den nuværende SU? 
Hvis man virkelig prioriterede jer og jeres uddannelse, ville man så skære 10% af den samlede støtte? 

For den komplekse virkelighed er, at I skal arbejde mere ved siden af jeres studie, I skal bruge mere tid på at dygtiggøre jer, og så må I selvfølgelig ikke blive forsinket eller træffe forkerte valg, for I skulle jo nødigt bruge mere end fem år på din uddannelse. 

Jeg frygter, at disse nedprioriteringer kommer til at ramme mine medstuderende hårdt. SDU er på mange måder et fantastisk universitet, som siden sin grundlæggelse altid har været kendetegnet ved at have en unik studenterpopulation. 
Vi er kendt som et universitet, som har rigtig mange studerende, hvor en universitetsuddannelse måske ikke umiddelbart lå i kortene. 
Studerende, som kommer ind på SDU, oplever SDU-effekten, som løfter enormt både fagligt og menneskeligt. 

Jeg er bange for, at politikernes nedprioritering af de studerendes SU betyder, at langt færre af dem overhovedet kommer til at sætte deres ben på universitetet i første omgang - og det er et kæmpe tab, for dem personligt, men også os som samfund. 

Så kære Minister og politikere, stop med at nedprioritere os, for en veluddannet befolkning er en fundamental forudsætning for Danmarks fremtid. 
De sidste mange år har man længe kunne følge debatten ’hvad er danskhed’? 

Jeg vil gerne give et vigtigt bud på, hvad danskhed er for mig. For mig handler danskhed om at have et uddannelsessystem, som sikrer, at alle med et potentiale og motivation har mulighed for at realisere sig selv. 

Et uddannelsessystem hvor evnerne og potentiale er det afgørende, og ikke størrelsen på ens egen eller forældres pengepung. 
For mig er det danskhed at sikre alle lige mulighed for at dygtiggøre sig, så det ikke kun er noget, der er forbeholdt en mindre skare. 
Men kære SDU, selvom du har rundet de 50 år, så er du stadigvæk ung og smuk. 

Jeg har ved flere lejligheder hørt Ministeren udtale, at vi ikke skal uddanne til arbejdsløshed, hvilket giver anledning til at afslutte med et citat fra Oscar Wilde, som jeg mener, vi har glemt de seneste år: ”You can never be overdressed or overeducated”. 

Tak for taletiden. Jeg håber, I alle må få en fantastisk fest.  

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies