Menu

Bestyrelsesformandens tale

Deres Majestæt, Deres Kongelige Højhed, ministre, bestyrelsesmedlemmer, ansatte, studerende og gæster – mine damer og herrer,

Hjerteligt velkommen til årsfesten på SDU. Som mange af jer måske ved, er den særlig, fordi universitetet fylder 50 år.

 

Derfor vil jeg indlede med en begivenhed fra den 15. september 1966.

 

Scenen er festsalen på Odense Teknikum cirka én kilometer fra, hvor vi befinder os.

 

Her deltager omkring 600 mennesker i indvielsen af Odense Universitet, og efter at Odense Byorkester har spillet Carl Nielsens Helious-ouverture, følger en række taler.

 

Én af dem, der går på talerstolen, er Hans Majestæt Kong Frederik, som også vil give det nye universitet et par ord med på vejen.

 

Og her er, hvad han ifølge avisernes referater siger:

 

”Ærede forsamling! Så står vi da ved afslutningen af indvielsen af Odenses nye universitet. Ligesom solen i den store Helios-ouverture, vi netop har hørt, bryder igennem de sorte skyer, således ønsker jeg også at solen, som giver alt liv, må lyse over Odense Universitets fremtid.

 

Og de unge, som i dag immatrikuleres, vil jeg ønske en lykkelig videnskabelig uddannelse mod det livsmål, hver enkelt har ønsket. Hermed erklærer jeg Odense Universitet for indviet.”

 

Efter disse gode ønsker fra Kongen indfinder hverdagen sig for de studerende og forskerne.  Og i dag, 50 år efter, er det naturligvis nærliggende at spørge, hvordan det så er gået universitetet?

 

Har det, som Kong Frederik håbede, været begunstiget af solskin? Og hvordan har det udviklet sig gennem årene?

 

Lad mig fastslå, at vores universitet har været igennem en fantastisk rejse med adskillige komplekse fusioner, der gør, at det i dag fremstår med en særlig profil i forhold til andre universiteter.

 

Det vil jeg vende tilbage til, men først vil jeg ganske kort give jer et indtryk af den forandring, universitetet har været igennem.

 

Og her kan jeg faktisk trække på et par af mine egne erfaringer, for jeg var ansat som lektor i statskundskab på universitetet fra 1974 til 1983.

 

Det foregik først i nogle pavilloner, der hurtigt blev døbt barakkerne, og efterfølgende her på campus.

 

Dengang var universitetet meget mindre end i dag. På samfundsvidenskab havde vi ikke engang vores eget fakultet, men hørte under Humaniora. Ved frokosten i kantinen sad der både økonomer, politiloger og historikere rundt om bordet, så man kan sige, at der allerede dengang fandt en vis tværfaglighed sted.

 

Det var en tid, hvor universitetet fortsat var præget af resterne fra ungdomsoprøret. Der var marxistiske fraktioner, og mange af de studerende så sig som værende i opposition til det etablerede system.

 

De røg mange forskellige ting og gik i flower-power-tøj. Og ud over bøgerne havde flere af dem både kollektiver og politiske udvalg, der skulle passes.  Så jeg tør godt påstå, at de studerende dengang var længere tid om at komme igennem studiet.

 

Inden jeg i 1983 forlod jeg universitetsverdenen, nåede jeg også at være institutbestyrer og fagrådsformand, så jeg oplevede flere forskellige niveauer af universitetet.

 

Og jeg må sige, at da jeg i 2011 kom tilbage og blev bestyrelsesformand, havde stedet undergået en forvandling.

 

Organisationen var blevet meget mere kompleks.

 

Jeg fik også en fornemmelse for, at presset på forskerne for at skaffe bevillinger var blevet hårdere.

 

Men den helt store forandring var imidlertid, at Odense Universitet var blevet til Syddansk Universitet – eller SDU. Et universitet, der var professionelt styret, og som havde fået en helt særlig campusstruktur.

 

Og det, som jeg især bed mærke i, var, at universitetet havde fundet en unik identitet. SDU var på samme tid et regionalt forankret universitet og et universitet med et meget stærkt internationalt udsyn.

 

Selvfølgelig havde SDU også undergået en enorm vækst til over 30.000 studerende, men andre universiteter var også vokset i den periode.

 

Universitetets særlige struktur stiller store udfordringer til den daglige drift, men den er også med til at løse nogle af vores opgaver.

 

Igennem årene har forventningerne til universitetets rolle nemlig ændret sig, sådan at vi nu skal tage et større ansvar for, at Danmark er et konkurrencedygtigt videnssamfund. Det betyder, at SDU skal levere uddannelser og forskning af høj kvalitet, og det skal vi også gøre på regionalt niveau.

 

Vi skal støve de talenter op, som ellers ikke ville blive spottet, og vi skal medvirke til, at de senere kan gå ud og skabe vækst. Derfor skal vi også fortsat have fokus på de studerendes trivsel, så de får de bedste betingelser for at komme bedst muligt gennem deres studier.

 

Det er opgaver, som jeg er sikker på, at SDU kan løse. Og med henvisning til Kongens tale for 50 år siden vil jeg tillade mig at sige, at vi har grund til at håbe, at solen også i fremtiden vil skinne på universitetet.

 

Ganske vist er vores økonomiske rammer blevet hårdere, og vi får færre studerende de kommende år. Til gengæld kan vi koncentrere os fuldt ud om kvalitet, relevans og bæredygtighed. Disse tre elementer skal gennemsyre universitetets arbejde og tankegang.

 

De strammere budgetter gør også, at vi bliver nødt til at træffe en række overordnede strategiske til- og fravalg, og i den proces er det vigtigt, at universitetets samarbejdsorganer også kan se sig selv i beslutningerne.

 

Det samarbejde synes jeg allerede, at vi har vist, at vi magter, og det er endnu en grund til, at jeg tror på, at vi har et sundt SDU mange år endnu.

 

Til slut vil jeg blot sige tak til alle jer dedikerede medarbejdere og studerende, og alle jer fra det omgivende samfund, der bakker op om vores universitet hver dag. Og rigtig god årsfest.

 

 

 

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies