Skip to main content
DA / EN

Undervisning af medicinstuderende på kandidatdelen

Undervisning på retsmedicinsk institut
af Peter Mygind Leth

På Retsmedicinsk Institut prioriterer vi undervisningen af de lægestuderende meget højt. Retsmedicin har en århundrede gammel tradition som universitetsfag. Det er et meget visuelt præget fag, hvor billedmateriale, præparater eller demonstrationer spiller en væsentlig rolle for undervisningen.

Traditionelt har man defineret Retsmedicin som lægevidenskabens anvendelse i retsvæsnets tjeneste, men det ligger os meget på sinde at lære de studerende at retsmedicin også er et samfundsfag. De retsmedicinske undersøgelser kan væsentligt bidrage med oplysninger som er af store interesse for forebyggelse af en lang række sygedomme og ulykker. Ved undervisningen i Retsmedicin forsøger vi derfor at bibringe de studerende en forståelse for nødvendigheden af at undersøgte omstændighederne ved dødsfald med det formål at lære af erfaringen.

Den retsmedicinske tankegang
Retsmedicin afskiller sig fra mange andre lægevidenskabelige universitetsfag ved at der ikke er så meget fokus på behandling, men derimod på spørgsmål som ”hvordan kan disse læsioner eller denne sygdom tænkes af være opstået”. Det er meget vigtigt at bibringe de studerende en forståelse af denne tankegang, kan kalde det den ”retsmedicinske tankegang”. Det har betydning for enhver læge. Hvis man som læge står ved skadestuen og modtager et barn som angiveligt er faldet og har slået sig, så er det vigtigt at man tænker på at der måske kan foreligge børnevold, hvis der er misforhold mellem forklaringen om hvorledes skaderne opstået og de fund man gør ved undersøgelsen. Det er vigtigt, at lægen tænker på at en ældre mand som har en kronisk lungesygdom måske kan have været udsat for asbest i sit arbejdsliv. Det er vigtigt at lægen ved ligsyn har opmærksomheden rettet på om der kan foreligge et strafbart forhold eller andre forhold som kræver en nærmere udredning.

Retsmedicin indgår i mange af de moduler som udbydes ved undervisningen af medicinstuderende på Syddansk Universitet. Det drejer som om emner der er så forskellige som trafikmedicin, erhvervsbetinget lungesygedom, pludselig uventet hjertedødsfald og undersøgelser af asylansøger, der har været udsat for tortur, for blot at nævne nogle eksempler. Retsmedicinere har også traditionelt undervist i medicinallovgivningen, en undervisning som er henlagt til modul K13. I dette modul undervises også i visse af de dele af retsmedicinen, som ikke berøres på de andre moduler.

Studerende er velkomne på kliniske ophold eller i forskningsprojekter
Retsmedicin er åben for at studerende som er interesserede kan komme på ophold på instituttet, f.eks. i forbindelse med klinisk ophold eller forskningsprojekter. Vi har også mulighed for at tilbyde demonstrationer til medicinstuderende i forbindelse med undervisning i retsmedicin, men dog ikke på første del af studiet. Udover undervisning af medicinstuderende varetager Retsmedicinsk Institut også undervisning af andre grupper. Vi underviser så forskellige grupper som politifolk, radiografer, sygeplejersker, læger fra andre specialer, retsmedicinske teknikere og mange andre. Retsmedicinsk Institut ved Syddansk Universitet er også uddannelsessted for kommende speciallæger i Retsmedicin, en opgave vi varetager i samarbejde med Sundhedsstyrelsen og den Lægelige Videreuddannelsesregion Syd, samt de andre retsmedicinske institutter. Ligeledes deltager vi igennem Dansk Selskab for Retsmedicin, i den postgraduate undervisning af retsmedicinere, læger med speciale i klinisk patologi og andre læger.

Sidst opdateret: 16.08.2016