Forskning

Forskning

Centralt for Center for Gymnasieforsknings forskningsaktiviteter er samarbejdet mellem forsker og praksis om didaktisk udvikling og skoleudvikling. Der arbejdes med didaktisk udvikling og skoleudvikling som både adskilte og integrerede størrelser, idet sidstnævnte er begrundet i det, at vi ser en grundlæggende sammenhæng mellem skoleudvikling og didaktik, som set fra et ledelsesperspektiv kan kaldes didaktisk skoleledelse og fra et undervisningsperspektiv kan kaldes didaktisk udvikling i fag og skole.

Centralt for alle forskningsarbejder i Center for Gymnasieforskning er det, at de både har værdi for praktikere og forskere. Udgangspunktet er, at de har værdi for praktikere, når de tager udgangspunkt i problemstillinger og/eller opgaver udspringende i praksis, og når forskningen bidrager til at forstå og arbejde med disse på fagligt relevante måder, og ikke som ’påklistrede udenomsværker’, der af deltagerne vil blive opfattet som perifere eller ekstraordinære forløb, der ikke handler om kernen i fagene eller i skolens øvrige opgaver. De har værdi for forskere, fordi alle projekter organiseres, så de på den ene eller anden måde udgør et laboratorium for forskning i skoleudvikling og didaktisk udvikling. Det kan afhængig af projektet være klasserumsstudier, studier af skriftlige produkter, studier af fagsamspil etc., og der kan både være tale om brug af kvalitative og kvantitative metoder.

Indholdsmæssigt er Center for Gymnasieforsknings forskningsaktiviteter fokuseret på en række emner inden for almendidaktik, fagdidaktik og ledelse, men centret har også fokus på tværgående emner i form af skriftlighed, teknologi, interkulturel pædagogik, elevers uddannelsesbaner, overgange mellem grundskole og videregående uddannelse, didaktisk ledelse etc. I lyset af de transformationsprocesser, de gymnasiale uddannelser har undergået de seneste 20 år, er et særligt fokus for centret forskydninger i leder- og lærerfunktioner.

Se eksempler på forskningsaktiviteter:

Vil du vide mere...

Find en forsker