Skip to main content
forskning

Fodbold giver mænd med prostatakræft fællesskab og sundere kroppe

Et nyt studie af ældre mænd med prostatakræft viser langtidseffekten af fodbold: De mænd, der har spillet fodbold, har fastholdt deres knoglesundhed til trods for, at de nu er fem år ældre. Forskningen peger på, at fodbold giver god og varieret træning for kroppen, men også at fodboldfællesskabet har været medvirkende til at fastholde mændene i en fysisk aktiv livsstil.

Denne artikel er skrevet af DBU i forbindelse med Men's Health Week og bringes med tilladelse.

Professor Peter Krustrup fra SDU’s Institut for Idræt og Biomekanik er blandt de forskere, som i fem år har fulgt en gruppe mænd med prostatakræft i studiet FC Prostata afviklet for UCSF Rigshospitalet. Forskerne samler nu op på, hvad fodboldtræning et par gange om ugen gennem fem år betyder for mænd med prostatakræft. Og det har overrasket Krustrup, at mændene har formået at fastholde deres knoglestyrke:

- Selvom fodboldspillerne er blevet ældre, har de formået at bibeholde deres knogletæthed, fordi de har holdt sig i gang. Det sker på trods af, at fem år i antihormonbehandling ofte giver bivirkninger som overvægt og svagere knogler”, fortæller Peter Krustrup og fremhæver værdien i at bruge fodbold som motionsform for mændene, uanset om de tidligere har været glade for og vant til at dyrke motion:

- Fodbold er en god og intensiv træningsform med varierede aktiviteter, der giver både hjerte-, styrke- og udholdenhedstræning på én gang. Selv ældre mænd med prostatakræft får høj puls og har mange afleveringer, skud, løb og opbremsninger. Det er en sjov måde at lave motion på, og det giver større payoff rent sundhedsmæssigt end mere ensidige motionsformer som fx gåture eller svømning, siger Peter Krustrup og peger på, at fodboldens fællesskab også giver mændene et godt sammenhold.

Fodbold og fællesskab er nøglen til at få ældre mænd til at motionere

65-årige Tom Ammitzholt tager to gange om ugen turen fra Tikøb til Østerbro i København for at spille fodbold sammen med andre mænd med prostatakræft. Det har han gjort i tre år, selvom han måske ikke tidligere havde tænkt, at han skulle starte med at spille fodbold i en moden alder. Gevinsten var dog så stor, at han nu ikke kan forestille sig droppe fra:

- Jeg kan mærke, at motionen giver mig noget, jeg er blevet mere aktiv og i bedre form. Vi er ikke særlig gode fodboldspillere, men vi har det sjovt sammen, og vi har et fantastisk sammenhold. Det har givet mig gode venner og livskvalitet, fortæller Tom Ammitzholt.

Svend Aage Madsen, psykolog og mandeforsker, kan godt genkende det, Tom Ammitzholt beskriver, når det handler om mænd og de faktorer, der kan være med til at drive dem til et sundere liv:

- De fleste mænd bliver i godt humør i fællesskab med andre. Kvinder kan godt mødes og snakke uden en særlig anledning. Mænd, derimod, vil gerne have noget at mødes om, de vil lave noget - og så går snakken derfra. De holder øje med hinanden og støtter hinanden. Fællesskabet, fx i FC Prostata, giver mental styrke til at få sat fokus på sin egen sundhed og få motioneret, siger Svend Aage Madsen.

Svend Aage Madsen er formand for Forum for mænds sundhed, som i disse dage starter Men’s health week for at sætte spot på mænds sundhed og behovet for vedvarende fokus, også politisk. Mænds sundhed er nemlig generelt dårligere end kvindernes, fx går det dem dårligere i alle former for kræftsygdomme, også prostatakræft.

Fakta

  • DBU er gået sammen med Komiteen for Sundhedsoplysning om at udbrede og forankre FC Prostata, som er et tilbud om fodbold på hold for mænd med prostatakræft.
  • Der findes hold flere steder i landet, pt. er der hold i Valby, København Ø, Esbjerg, Aalborg, Odense og Aarhus.  Læs mere her.
  • I uge 24 er det Men’s Health week, både nationalt og internationalt, som sætter fokus på, at mænd har for stor dødelighed og for stor forekomst af sygdom. Der skal man kommunikere på nye måder for at fange mændene, og der skal være systematisk og politisk opbakning for at skabe vedvarende tiltag.

Læs mere om Men's Health Week her.

Kontakt

Peter Krustrup, professor, Institut for Idræt og Biomekanik, SDU
pkrustrup@health.sdu.dk og 21161530

Svend Aage Madsen, forskningsleder på Rigshospitalet, Forum for mænds sundhed
svendaage@madsen.mail.dk og 26212851 

Bo Kousgaard, kommunikationsmedarbejder, Institut for Idræt og Biomekanik, SDU
bkousgaard@health.sdu.dk og 23238624

Læs mere

Jacob Uth, Bjørn Fristrup, Rasmus Darre Haahr, Klaus Brasso, Jørn Wulff Helge, Mikael Rørth, Julie Midtgaard, Eva Wulff Helge, Peter Krustrup: "Football training over 5 years is associated with preserved femoral bone mineral density in men with prostate cancer".
Scandinavian Journal of Medicine and Science in Sports, June 2018.

Se den videnskabelige artikel her.

Redaktionen afsluttet: 15.06.2018