Bevilling

Professor Fabrizio Montesi modtager 7,1 mio. kr. til grundforskning i datalogi

Fabrizio Montesi, professor i datalogi ved Institut for Matematik og Datalogi, Syddansk Universitet (SDU), har modtaget Villumfondens fornemme Villum Young Investigator bevilling på 7,1 mio. kr.

Af Ursula Lundgreen, , 28-01-2020

Villum Young Investigator-programmet støtter særligt talentfulde yngre forskere indenfor teknisk og naturvidenskabelig forskning.

Villumfonden har nu offentliggjort de 15 forskere, der modtager en bevilling i 2020. Heraf er hele 4 forskere fra SDU, heriblandt professor Fabrizio Montesi fra Institut for Matematik og Datalogi.

Koreografier til forbundne IT-systemer

Fabrizio Montezi og hans forskergruppe skal bruge bevillingen til at etablere et projekt, der undersøger en ny videnskabelig metode, der kan sørge for, at forbundne computersystemer følger de rette "koreografier" og ”bevægelsesmønstre” af pålidelige og sikre dataudvekslinger.

– Ligesom et menneskeligt sprog påvirker, hvordan vi udtrykker os gennem de strukturer, det giver os, har et programmeringssprog indflydelse på, hvordan vi skriver computerkode. De mere mainstream programmeringssprog, der findes i dag, giver os dog ikke videre elegante konstruktioner til kodning af, hvordan computere skal udveksle data med hinanden. Som resultat kan det tage meget lang tid at opbygge holdebare systemer, og som samfund udsætter vi os hele tiden for risikoen, der er forbundet med at skulle stole på og være afhængige af uigennemskuelig kode. Dette er naturligvis ikke en særlig god udvikling vi er inde i, da vores privatliv, sikkerhed, forretninger og trivsel generelt afhænger mere og mere af forbundne og online systemer. Min drøm er at give samfundet nye programmeringssprog, der i langt højere grad gør det muligt for fremtidige programmører at kontrollere, at forbundne IT-systemer udveksler data ud fra sikre og effektive procedurer. Jeg er meget begejstret og taknemmelig for denne bevilling, fordi det er en vigtig del af realiseringen af denne rejse, forklarer Fabrizio Montesi.

Som led i projektet udvikles en prototype af et programmeringssprog, der skal angive formelle og logiske principper til at finde ændringer i datalokaliteter, samt etablere og afprøve et automatisk værktøj til at integrere nye sprog i eksisterende systemer.

Bevillingen vil finansiere to postdocs og en ph.d.-studerende tilknyttet projektet. 

Forskningsprofil

Fabrizio Montesi blev udnævnt professor på SDU i 2019, men hans tilknytning til SDU, begyndte allerede i 2014 – først som adjunkt og senere som lektor. Han er oprindeligt uddannet ved Universitetet i Bologna og opnåede sin ph.d.-grad ved IT-Universitet i København.

Ud over "koreografisk programmering" har han ydet adskillige bidrag til området Microservices, et spirende paradigme, der handler om udvikling af digitale tjenester. Desuden har han forsket i logiske fundamenter i programmeringssprog.

I dag er Fabrizio Montesi leder af forskningsgruppen Concurrency and Logic og Digital Innovation Office (DIO) ved Institut for Matematik og Datalogi på SDU. Han sørger for den løbende opdatering af det open source programmeringssprog Jolie, og så er han også præsident for Microservices Community, en international non-profit organisation til formidling af viden om Microservices.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies