Globaliseringen

Global deling af økonomiske og sociale fremskridt er sammen med videnskabelige landevindinger, herunder ny viden om de sociale faktorer der fører til dårligt helbred, formentlig én af hjørnestenene i løsningen af globale sundhedsproblemer. Imidlertid glemmes sundhedsspørgsmål ofte i globaliseringsdiskussioner, som det også fremgår af regeringens globaliseringsoplæg.

Paradoksalt forværres sundhedstilstanden i mange af udviklingslandene på samme tid som verdens biomedicinske viden er inde i en eksplosiv udvikling. Denne udfordring giver nye muligheder for at promovere internationalt samarbejde i biomedicinsk forskning med relevans for udviklingslande. Men lige så vigtigt er der behov for helt nye forskningsfelter som f.eks. hvordan man udbreder denne viden til de områder der har mest brug for dem, herunder de fattigste befolkningsgrupper i de fjerneste egne. Ligeledes kompromitterer manglen på billige interventioner overfor de sygdomme der kun rammer udviklingslande specielt de fattiges ret til adgang til den bedste kvalitet i behandling og fastholder den onde cyklus bestående af fattigdom-sygdom. Dermed bliver global sundhed for alvor afhængig af andre fagdiscipliner.

Samtidig har åbningen i Østeuropa afsløret en vanskeligt håndterbar udvikling, hvor man f.eks. i Rusland ser at børnedødeligheden falder, mens dødeligheden blandt unge voksne er eksploderet p.g.r.a. vold, narkotika og alkohol. WHO og lægevidenskaben er ikke gearede til så hurtige ændringer i folkesundhed og der er behov for anderledes globalt tænkende sundhedspersoner til at løse sådanne problemer, som formentlig også vil komme i mange af de fremstormende asiatiske økonomier. I Kina har man set en lignende udvikling med fald i dødelighed i nogle områder mens dødeligheden har været stigende i andre. Indiens hastige udvikling har haft en negativ effekt på udvikling på f.eks. Sri Lanka og i Bangladesh. Globaliseringen medfører global, regional og national ulighed – der tales om globalisering af ulighed.

Man skal være klar over, at der ikke altid er interesse-sammenfald mellem rige lande og lavindkomstlande når det gælder globale sundhedsløsninger. Kampen om hvorvidt fødevarer skal spises eller hældes i bilernes benzintank er bare ét eksempel. For nogle lande er overlevelse, katastrofehjælp og krig de største problemer, mens klima, energi og miljø kommer meget langt nede på ønskelisten. De fornyede diskussioner om brugen af DDT i kampen mod malaria og dengue er endnu et eksempel på at løsningsmulighederne hænger sammen med hvem der definerer problemet og behovet.