Skip to main content
2,6 millioner kroner til at udvikle kranieknogler

2,6 millioner kroner til at udvikle kranieknogler

Forskerne Martin A. B. Hedegaard og Morten Østergaard Andersen har modtaget 2,6 millioner kroner til at undersøge, hvordan næste generation af implantater opfører sig i mus.

Adjunkt Martin A.B. Hedegaard og lektor Morten Østergaard Andersen fra SDU Biotechnology har modtaget en bevilling på 2,6 millioner kroner fra Det Frie Forskningsråd under kategorien Teknologi og Produktion.

 Forskerne er i fuld gang med at finde nye og bedre løsninger til de titanium-implantater, som hovedsageligt bliver brugt i dag. Den næste generation af implantater er tæt på at være kopier af patientens egne knogler. De er bygget op af de samme biologiske stoffer som knogler, for eksempel calcium fosfat, så de på sigt vokser sammen med kroppens egne knogler. De kan endda vokse i takt med et barns udvikling.

 - I forskningsprojektet vil vi erstatte et stykke af en mus’ kranie med et implantat, for at undersøge, hvordan implantatet udvikler sig, siger Martin A. B. Hedegaard.

 Forskerne ønsker i forskningsprojektet at få viden omkring, hvad der sker i kroppen, når implantaterne bliver indopereret. Ved hjælp af Raman Spektroskopi kan forskerne karakterisere implantaterne og sammenligne forskellige implantater.

 - Det er vigtigt, at vi får mere viden om, hvordan biokonvertible implantater, altså de implantater, som kroppen på sigt accepterer, opfører sig i kroppen i forhold til titanium-implantater, som altid vil være et fremmedlegeme, siger Martin A. B. Hedegaard.

Redaktionen afsluttet: 10.05.2017