Skip to main content

Integreret Design-studerende vinder 50.000 kr.

En gruppe af Integreret Design-studerende har netop vundet 50.000 kr. plus støtte til idérealisering i Agro Business Parks innovationskonkurrence.

Hvad er forretningspotentialet i en teknologi, der kan overvåge fødslen hos avlsgrise? Det satte en gruppe af Integreret Design-studerende sig for at finde ud af – og det gjorde de så godt, at de nu har vundet 50.000 kr. plus sparring med konsulenter og støtte til at gå videre med ideen.

Udgangspunkt i eksisterende teknologi
Gruppen udarbejdede en forretningsplan for et forskerkonsortium, kaldet Staldtek, der har udviklet en faringsalarm, som overvåger fødslen hos avlsgrise.

”Når grise farer, er det vigtigt, at der ikke går mere end 16 min. mellem hver nyfødt gris, ellers er der risiko for, at der er noget i vejen. Staldteks alarm overvåger intervallet og giver besked gang, hvis der er fare på færde,” forklarer Christine Friberg Lundby og fortsætter:

”I vores projekt blotlagde vi forretningsmulighederne. Dvs. vi identificerede svineavlernes problem med tab af nyfødte grise, så på muligheden for, at faringsalarmen kunne mindske tabet, og om avlerne i så fald kan tjene penge på det.”

Forretningsplan- og potentiale
Gruppen fandt ud af, at der var et stort marked for produktet:
”Vi fandt ud af, hvor store svineproducenterne skulle være for at det kunne betale sig at investere i teknologien – og hvor mange producenter af den størrelse, der er i Danmark. På den baggrund kunne vi beregne, hvor mange penge man potentielt kan tjene på salg af teknologien,” siger Simon V. Andersen.

”Og vi fokuserede kun på potentialet i Danmark, men der ingen tvivl om, at udlandet – hvor svinebrugene er væsentlig større – vil kunne have stor interesse i at investere i en ny teknologi, der kan reducere tabet af nyfødte grise.”

Stort skulderklap og 50.000 kr.
De studerende, der modtog præmien på Agromek-messen i Herning, var både glade og lidt overraskede over deres forretningsplan fik vinderplacering: Det var nemlig ’bare’ en del af deres projektarbejde.

”Det er dejligt at blive anerkendt og se, at vores projektarbejde kan bruges i praksis,” siger Simon, og Christine supplerer: ”Det har været sjovt at deltage, og vi har alle gået rigtig meget ind for det.”

På billedet ses Nanna Lønborg Larsen, Simon V. Andersen, Christine Friberg Lundby, Ester Hauan Kaasa og Frank Gammelgaard Andersen, der alle læser Integreret Design på 3. semester.

Om konkurrencen
Agro Business Park lancerer årligt en innovationskonkurrence med det formål at stimulere udviklingen af nye produkter og etableringen af nye virksomheder inden for jordbrug, fødevarer, bioenergi og miljø.

Redaktionen afsluttet: 26.11.2012