Skip to main content
DA / EN

Miljøforkæmper bliver ny leder for Institut for Teknologi og Innovation på TEK

Professor Michael Evan Goodsite sætter sig den 1. juni i førersædet for Institut for Teknologi og Innovation på Det Tekniske Fakultet. Han er en kendt klimaekspert og rådgiver blandt andet politikere i EU om klimaforandringer.

Det er en af forskningens tunge drenge, som skal lede Institut for Teknologi og Innovation. Michael Evan Goodsite er professor i atmosfærisk kemi, klima og globale processer og kommer fra en stilling som institutleder på Aarhus Universitets afdeling i Herning.

Michael Evan Goodsite er oprindeligt amerikaner, men flyttede i 1997 til Odense. Han er bygningsingeniør fra University of Arizona, USA i 1994. I 2000 blev han civilingeniør i miljøteknologi ved Syddansk Universitet. Dernæst gik turen til Københavns Universitet, hvor han i 2003 færdiggjorde sin ph.d. i miljø og klima.

- Klimaet er det vi forventer. Vejret er det vi får. Så enkelt forklarer Michael Goodsite, hvad klima handler om. Michael Evan Goodsite har et grønt hjerte og har fokus på de samfundsmæssige påvirkninger af klimaforandringer. Han sidder som klimaekspert i nogle af de mest indflydelsesrige udvalg, som rådgiver politikere i blandt andet EU. Derudover er han en af TV2 News faste eksperter i klimaforandringer.

Michael Evan Goodsite har kombineret sin viden omkring klima med en virksomhedsvinkel. Han har en MBA i global handel fra Thunderbird School of Global Management og har hjulpet mange firmaer og kommuner med at håndtere klimatilpasninger. Han har forsket i, hvordan virksomheder kan skabe vækst, ved at fokusere på positive forandringer i forhold til de klimaforandringer vi oplever.

I 2011 blev Michael Evan Goodsite direktør for Aarhus Universitets Center Herning. Han stod i spidsen for en strategi om, at AU Herning skulle støtte dansk regional udvikling i en global verden. En vision, som han engagerede medarbejdere og studerende i. Det var med til at sikre, at AU Herning som den eneste afdeling af et universitet fik direkte støtte fra seks kommuner. Center AU Herning ændrede status til institut i 2013.

Michael Evan Goodsite er 44 år, gift og har tre børn. Han giver den gas med fodbold på grønsværen, når han har fri. Både som spiller, træner og dommer - Og han er ivrig fan af OB.

Læs mere om Det Tekniske Fakultet.

Redaktionen afsluttet: 28.02.2014