Skip to main content

1,35 mio. kr. skal give bedre undervisning i matematik og naturfag

Danske skole- og uddannelsesinstitutioner kan blive bedre til at undervise i matematik og naturfag.

Den vision støttes nu af Lundbeckfonden, som har givet 1.352.600 kr. til projektet Laboratorium for udvikling af undervisning og læring i matematik og naturfag fra dagtilbud til kompetencegivende uddannelser på et videnskabeligt og erfaringsbaseret grundlag.

Projektet udføres af Laboratorium for Sammenhængende Uddannelse og Læring (LSUL), som er en enhed, der består af Syddansk Universitet, UC Lillebælt og UC Syddanmark. Disse tre uddannelsesinstitutioner er gået sammen om at udvikle en ny model for matematik- og naturfagsundervisning i Region Syddanmark. Målet er at bygge bro mellem undervisningen og læringen i henholdsvis daginstitution, folkeskole og ungdomsuddannelse.

Diskussion og refleksion

”Bevillingen gør det muligt at etablere fagdidaktiske udviklingslaboratorier i dagtilbud og skoler, hvor forskere, studerende og undervisere på pædagog- og læreruddannelser samt pædagoger og lærere kan samarbejde om en fornyelse af undervisning og læring i naturfagene og matematik”, siger laboratoriets leder, professor mso Claus Michelsen fra Institut for Matematik og Datalogi på Syddansk Universitet.

”Fornyelsen vil bygge på en kollektiv diskussion og refleksion over deltagernes erfaringsbaserede viden og fagdidaktiske forskning. Den vil således medvirke til, at praksisudvikling gøres mere videnskabelig og at fagdidaktisk forskning bliver praksisforankret”, siger han.

Der etableres laboratorier i Odense, Faaborg-Midtfyn, Assens, Haderslev og Varde Kommune.

LSUL er forankret på Institut for Matematik og Datalogi, Syddansk Universitet.

LSUL er et udviklingssamarbejde mellem University College Lillebælt, University College Syddanmark og Syddansk Universitet. Målet er at skabe en ny model for læreruddannelser til både grund- og gymnasieskoler kaldet Den Syddanske Læreruddannelsesmodel.

Foto Claus Michelsen (Henrik Gautier/SDU).

Kontakt
Professor mso Claus Michelsen. Tlf: 6550 2355. E-mail: cmich@imada.sdu.dk


Redaktionen afsluttet: 24.02.2015