Skip to main content

Christiansborg-politikere: H.C. Andersen er en kostelig skat

Der var politisk opbakning til planerne om at give forskningen i H.C. Andersen et løft, da SDU i går holdt høring i Fællessalen på Christiansborg.

Af Susan Grønbech Kongpetsak, , 13-12-2018

Af Susan Grønbech Kongpetsak suko@sdu.dk

H.C. Andersen – Danmarks store litterære ikon - ville have nydt hvert minut, hvis han havde været til stede i Fællessalen på Christiansborg, da SDU, H.C. Andersen Fonden og Odense Bys Museer onsdag holdt høring om, hvad Danmark vil med H. C. Andersen.

For salen var fuld af superlativer om H.C. Andersen, hans kunst og hans store betydning for Danmark, og de kom både fra kulturministeren, kulturordførere fra Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti, generalkonsulen i Guangzhou, Kina, og alle de andre talere ved høringen.

Jeg er stolt af at være opvokset og dannet i samme land som H.C. Andersen

Mette Bock, Kulturminister

Kulturminister Mette Bock lagde ud med at slå fast:

- H.C. Andersen er en af de centrale drivkræfter i dansk kultur, vi har alle sammen et forhold til ham og hans fortællinger har indlejret sig i vores sprog, fordi hans eventyr på enestående vis taler til både barnet og den voksne, og hun afsluttede talen med ordene:

- Jeg er stolt af at være opvokset og dannet i samme land som H.C. Andersen. For mig er det væsentligt, at vi der ejer H.C. Andersen holder fast i substansen og kvaliteten.

Chefredaktør Erik Bjerager fra Kristeligt Dagblad var endnu mere tydelig i sin anbefaling i forhold til at give H.C. Andersen et løft:

- H.C. Andersens verden og værk er enormt stort, fordi alt kan lade sig gøre i eventyret. For mig at se, skal vi ville noget mere, end vi gør i dag, så vi ikke ender med at reducere en mand med vid og livsindsigt til en pusse-nusse-forfatter.

HCA-manuskripter ved at forsvinde

At H.C. Andersen-forskningen har brug for et økonomisk løft, blev særligt tydeligt, da SDU-professor og leder af H.C. Andersen Centret, Johs. Nørregaard Frandsen indtog talerstolen.

For han kunne bl.a. fortælle de over 100 fremmødte til høringen, at ca. 40.000 siders originale H.C. Andersen-manuskripter, der blev erklæret verdenskulturarv i 1997 og ligger pakket forsvarligt væk på Det Kongelige Bibliotek, er i fare for at forsvinde.

- H.C. Andersen skrev, som sine samtidige bl.a. Grundtvig, med gallusblæk, der har den kedelige bivirkning, at den langsomt men sikkert nedbryder papiret. Det er ved at ske i dette øjeblik, så der er brug for muskler – økonomiske muskler – til at digitalisere denne danske verdenskulturarv, så vi kan få indsigt i Andersens arbejde med sproget, før det er for sent.

Positiv paneldebat

Høringen i Fællessalen på Christiansborg blev afsluttet med paneldebat, hvor der hurtigt viste sig politisk opbakning til ideen om, at forskningen i H.C. Andersen er et nationalt ansvar, som skal på finansloven, hvor både Grundtvig, Søren Kierkegaard og Kaj Munk allerede er.

- Vi må tage hånd om og dyrke det H.C. Andersen kan og kunne. De fire områder professor Johs. Nørregaard Frandsen nævnte; digitalisering, oversættelser, ’mapping Andersen’ og udvikling af undervisningsforløb, vil jeg gerne ved med til at kigge på, om ikke vi politisk kan styrke rammerne omkring, sagde Socialdemokratiets kulturordfører Mogens Jensen.

Vi må tage hånd om og dyrke det H.C. Andersen kan og kunne

Mogens Jensen, kulturordfører

Også kulturordfører Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti var positiv:

- Det er afgørende, at vi forsker i og formidler H.C. Andersen, så vi skal gøre, som vi har gjort med Grundtvig. H.C. Andersens manuskripter skal digitaliseres, og vi skal i gang, for papirerne smuldrer, sagde han og sluttede høringen med ordene.

- Jeg vil slutte med at citere Bertel Haarder; ’H.C. Andersen er en kostelig skat’ og så vil jeg tilføje, at vi skal tage ordentlig vare på den skat ved at finde nogle flere midler. Jeg håber, at vi allerede om et år kan sige, at det var her i fællessalen, vi tog det første skridt med en finansiering af H.C. Andersen på finansloven.

Kort om høringen

  • SDU, Odense Bys Museer og H.C. Andersen Fonden holdt 12. december høringen ”Hvad vil Danmark med H.C. Andersen?”  i Fællessalen på Christiansborg.
  • Ved høringen talte kulturminister Mette Bock, Flemming Bruhn, direktør i VisitDenmark, Generalkonsul Anja Villefrance fra Guangzhou Generalkonsulat i Kina, Odenses borgmester Peter Rahbæk Juhl, chefredaktør Erik Bjerager, Kristeligt Dagblad, centerleder Katrine Frøkjær Baunvig fra Grundtvigcenteret, SDU’s rektor Henrik Dam og leder af H.C. Andersen Centret Johs. Nørregaard Frandsen.
  • Yderligere deltog kulturordfører Mogens Jensen (S), kulturordfører Alex Ahrendtsen (DF) kulturordfører Bertel Haarder (V), rådmand i Odense Jane Jegind og greve Michael Ahlefeldt fra H.C. Andersen Fonden i den afsluttende paneldebat.

Læs mere

Redaktionen afsluttet: 13.12.2018