Skip to main content
Carlsbergbevilling

Anders Engberg-Pedersen undersøger krig og æstetik

Med enCarlsbergbevilling på 2,8 millioner kroner i ryggen skal lektor Anders Engberg-Pedersen gennem de næste 3 år undersøge sammenfletningen af krig og æstetik.

Med en bevilling på 2,8 millioner kroner i ryggen skal lektor Anders Engberg-Pedersen, Institut for Kulturvidenskaber, gennem de næste 3 år undersøge sammenfletningen af krig og æstetik.

Projektet kører i 2 spor. Det ene spor ser på, hvordan fiktioner former moderne krigsførelse. Og det andet spor skal undersøge, hvordan litteraturen, særligt den danske, forholder sig til den udvikling.

- Gennem de seneste 15 år har fiktioner spillet en større og større rolle i krigsførelse. Det sker gennem simulationer og træningsscenarier, specielt i USA, hvor soldater trænes til krig i forestillede verdener, der er bygget til formålet. Så vi skal undersøge, hvilken rolle fiktioner spiller i krig og hvordan kunsten selv har forholdt sig til den militære instrumentalisering af æstetikken, forklarer han.

Til at undersøge den danske litteratur får Anders Engberg-Pedersen fra august 2017 tilknyttet ph.d.-studerende Christine Strandmose Toft.

Nationale og udenlandske netværk
I sin forskning anvender Anders Engberg-Pedersen den klassiske humanistiske æstetikteori (hvordan fungerer fiktioner) i samspillet med den moderne teknologiske udvikling.

Blandt andet skal han besøge Institute of Creative Technologies i Californien, som er specialister i at opbygge træningsscenarier til soldater.

- Vi skal også bruge nogle af midlerne til at opbygge nationale og internationale netværk for forskere, der beskæftiger sig med krig og æstetik. Og så skal jeg i samarbejde med forskere på Oxford University og Liverpool Hope University lave en række podcasts, der fortæller om forskningen, lyder det fra Anders Engberg-Pedersen.

Redaktionen afsluttet: 21.12.2016