SDU-studerende til tops i international konkurrence
Humaniora skal komme videre end de evindelige diskussioner om elfenbenstårne og samfundsnytte, mener studerende fra litteraturvidenskab, som har skrevet et essay og opnået fornem placering i en international konkurrence.
At brænde for sit studie er et klichéfyldt udtryk. Ikke desto mindre kan man vel godt bruge udtrykket om en studerende, der elsker sit fagområde så højt, at han har deltaget i en international konkurrence om at råbe op om humaniora (Shout out for Humanities). Og opnået en tredjeplads.
Litteraturvidenskabsstuderende Jesper Skytte Sodemann argumenterer i sit essay for, at humaniora skal bevæge sig væk fra kun at diskutere mellem de herskende diskurser om ”humanioras elfenbenstårn” og ”samfundets profit” og i stedet omstrukturere uddannelserne, så de i højere grad skal beskæftige sig med enten teori eller praksis.
Her foreslår han, at de studerende på de humanistiske kandidatuddannelser skal vælge mellem en teoretisk eller en praktisk orienteret retning, hvor de så arbejder med forskellige projekter sammen med de studerende på den anden retning.
- Jeg sammenligner det med fysikkens opdeling i teoretiske fysikere og eksperimentelle fysikere. De teoretiske fysikere er stumme og lamme uden de eksperimenterendes eksperimenter, og omvendt er eksperimenterne tomme eller en griben i luften uden det teoretiske fundament, siger Jesper Skytte Sodemann.
En forklaring til sig selv og andre
Organisationen bag konkurrencen er interesseorganisationen 4humanities.org, som sætter fokus på humaniora verden over.
Og det var da også for at tydeliggøre sin egen mening med humaniora, at Jesper Skytte Sodemann valgte at først skrive og senere indsende sit essay:
- Som humanist, og måske især fra litteraturvidenskab, hører man altid spørgsmålet “hvad kan du så bruge dét til?”, når man bliver spurgt, hvad man laver. Stort set alle humaniorastuderende, jeg kender, er blevet stillet det spørgsmål, og de hader det. Der synes ligesom altid at ligge en “kan man godt tjene penge på det?” og i grelle tilfælde endda en “lærer I overhovedet noget brugbart for samfundet?” bag ved. Og mange frygter det også, for det er faktisk skidesvært at forklare humaniora, hvis det er sådanne nogle kassefunktions-præmisser, der bliver stillet op for din forklaring. Så jeg tror, det var et forsøg på at forklare,for både mig selv og andre, hvad jeg rent faktisk synes humaniora er for noget, hvad det kunne være, og hvorfor der er så dejligt meget vibrerende potentiale i det, lyder det.
Han har også et konkret forslag til, hvordan den teoretiske humaniora kan vise sig i praksis ude i ”virkeligheden”:
- Mit forslag går på, hvordan biblioteker kunne fungere i fremtiden, som både involverer en praktisk og en teoretisk humaniora i aktion. Hvor man “oplever” bøger i mærkelige rum, som på et museum, samtidig med at der bliver læst op, eller hvor man kan gå ned af små sidegange som repræsentationer for intertekstualitet, og bevæge sig f.eks. fra Herman Melvilles Moby Dick over i et rum, der handler om Marcel Proust, forklarer han.