Skip to main content
konference

Konference om ekstrem musik

Har elektronisk musik, jazz og opera nogle fællestræk med heavy metal? Det er genstandsfeltet for en konference på SDU.

Hvornår er noget musik, og hvornår er det for ekstremt til, at vi kan betegne det som netop musik? Og hvilken rolle spiller grafik, kunst, litteratur og æstetik i de forskellige musikgenrer?

Det er nogle af de spørgsmål, der vil blive stillet til konferencen Extreme Music – Hearing and Nothingness d. 1.-2- december på SDU i Odense.

Det er forskningsgruppen The Performances of Everyday Living, som i løbet af de seneste to år har undersøgt fænomenet ekstrem musik, der står bag konferencen.

Men hvor forskningsgruppen hidtil har haft metalmusik som primært emne, udvider de nu feltet, så der vil være alt fra elektronisk musik, jazz, John Cage-kompositioner og opera på programmet.

Musikken vil blive analyseret ud fra så forskellige discipliner som filosofi, marketing, medievidenskab, sociologi, lingvistik, religionsvidenskab, psykologi, pædagogik og litteraturvidenskab.

Formålet er at undersøge, om andre musikgenrer indeholder de samme tendenser som metalmusik. Arrangør Cynthia M. Grund forklarer:

- Metalmusik  og -kultur er multimodal i sin kerne. Det visuelle, grafiske aspekt er centralt. Nogle af de symbolverdener som er toneangivende for diverse metalgenrer, har sine kilder i nordisk mytologi, romantisk litteratur og Bibelen. Samtidig er den sociale adfærd, som ledsager metalmusik og -kultur af stor interesse for bl.a. sociologer og psykologer. Vores forskningsgruppe er interesseret i at finde ud af, om andre former for ekstrem musik opviser lignende tendenser.

Konferencen finder sted d. 1.-2. december på SDU i Odense, lokale O95.

Deltagelse er gratis, men kræver tilmelding her:

Participation in the conference is free, so join us in Odense -Register here! 

 

Redaktionen afsluttet: 28.11.2016