Skip to main content
DA / EN

Tim Jensen udnævnt til præsident

Tim Jensen, lektor og studieleder v. Religionsstudier, Institut for Historie, er blevet valgt til præsident for IAHR, International Association for the History of Religions. IAHR er verdens  mest prestigiøse  paraplyorganisation for  49 nationale og regionale religionsvidenskabelige  selskaber viet det akademisk-videnskabelige studium af religion. Organisationens mål er at fremme og udbrede religionsforskning som videnskabelig disciplin.

Tim Jensen, der har været Generalsekretær for IAHR de seneste 10 år, blev af kolleger fra den ganske verden valgt til det ærefulde hverv med 58 stemmer, mod 8 til den anden kandidat, den berømte religionssociolog Peter Beyer.  

Han har altid fundet det af samfundsmæssig betydning, at religion ikke kun betragtes ud fra en religiøs, men også en videnskabelig synsvinkel.

- Med den megen fokus, der er på religion i samfundsdebatten, bliver det ikke mindre vigtigt med en videnskabelig ikke kun en religiøs diskurs om religion. Og det gælder over hele verden, siger lektoren, der ofte er benyttet i medierne som ekspert, ligesom han er internationalt anerkendt for sit arbejde.

Bane vej for videnskaben

Som præsident for IAHR får han mulighed for at fortsætte sit livsprojekt, nemlig at fremme og sikre udbredelsen af videnskabelig forskning i religion. Nu som før skal han være med til at bane vej for nationale selskaber for religionsforskning i hele verden, også i lande, hvor styreformer og religiøse normer typisk sætter begrænsninger for den videnskabelige tilgang til religion som et menneskeligt, socialt og historisk fænomen.

Tim Jensen har været ansat på SDU siden 1995. Han har været studieleder for Religionsstudier 1997-2005 og igen 2011-, samt institutleder 2001-2004 for det hedengangne Institut for Filosofi og religionsstudier.

Han er  uddannet mag. art fra 1980 med speciale i græsk religion og tog en bifagseksamen ved Odense Universitet i Oldtidskundskab i 1982. Fra 1980-1995 var han lektor på Christianshavns Gymnasium.

Før han blev Generalsekretær for IAHR i 2005, og nu i 2015 præsident, var han generalsekretær for EASR (European Association for the Study of Religions) 2000-2004 samt formand for DAHR, Dansk Selskab for Religionshistorie, 1997-2005.

Tim Jensen er i dag internationalt anerkendt som en af de fremmeste forskere inden for det religionsvidenskabelige studium af religionsundervisning og religionsdidaktik.

Redaktionen afsluttet: 07.09.2015