Skip to main content
DA / EN

Erik Damberg er død

Mindeord: Institutleder Anne Jensen skriver mindeord over tidligere uddannelseschef for pædagogikum, Erik Damberg.

Dødsfald: Erik Damberg, tidligere Uddannelseschef for pædagogikum, 1946 – 2014.

Blot knap seks måneder efter at vi på Institut for Kulturvidenskaber holdt afskedsreception for tidligere Uddannelseschef for pædagogikum, Erik Damberg, døde han d. 22. december efter få måneders sygdom.

Erik var med til at starte Dansk Institut for Gymnasiepædagogik (DIG), hvortil han kom i 1998 efter først en læreruddannelse i 60’erne, dernæst en universitetsuddannelse inden for musik og dansk i 70’erne, efterfulgt af flere år som lærer i gymnasieskolen samt med udviklingsarbejde for Undervisningsministeriet.

DIG deltog fra 1999 i udbuddet af teoretisk pædagogikum til gymnasieskolen, og Eriks navn blev fra det tidspunkt og til han gik af uløseligt forbundet med både pædagogikum, vejleder- og kursuslederkurser og anden efteruddannelse for gymnasieskolens lærere, herunder i Grønland og på Færøerne. Han har således på disse kurser over årene mødt mere end 20.000 gymnasielærere.

Erik deltog i 90’ernes udviklings- og forsøgsarbejder med fokus på undervisningsdifferentiering, ansvar for egen læring, IT i undervisningen, nye arbejdsformer, lærerteamsamarbejde m.m. frem til de omfattende forandringer  med samtidigt fokus på almendannelse og kompetence, der blev centrale for studieretningsgymnasiet efter reformen i 2005.  Erik deltog dog ikke kun, men blev en central og visionær drivkraft i arbejdet med at tænke og udvikle gymnasieskolens pædagogik på det teoretiske grundlag, der blandt andet blev skabt på DIG.

Han var også en aktiv formidler af forskningen, dels gennem sine egne publikationer i blandt andet grundbogen Gymnasiepædagogik, som han var med til at redigere, dels gennem de 99 numre af instituttets tidsskrift Gymnasiepædagogik, som han redigerede over årene. Nummer 100, et hyldestskrift til ham selv med titlen "Veje til klogskab", fik han overrakt ved sin afskedsreception i juni. Det indeholder kollegers og samarbejdspartneres hyldest til ham herunder et indblik i hans mange aktiviteter over årene.

Erik var med sit uovertrufne kendskab til både pædagogisk teori og praksis og sit store netværk i gymnasieskolen en afgørende figur på først DIG, siden IFPR og IKV. Han var pædagogikum i årene fra 2002 og frem, hvor instituttet har haft ansvar for udbud og administration af pædagogikum. Opgaven var ikke let i krydsfeltet mellem ministerium, rektorer, kursister, vejledere, institut, kolleger, teopæd-lærere og så alle de andre, der gennem årene ikke mindst omkring reformen havde synspunkter på, hvordan man skulle – eller ikke skulle - uddanne lærere til gymnasiet.

Erik klagede aldrig. Han ærgrede sig af og til, men hans aldrig svigtende engagement i gymnasieskolens pædagogik og i professionsudviklingen, hans omfattende viden, hans gode humør, hans enorme arbejdskapacitet samt hans seje stædighed gjorde ham afholdt af alle aktører.

Erik havde til sin afgang så meget fart på, at det var svært at forestille sig, hvordan han skulle kunne stoppe op. Desværre blev sygdommen hurtigt det, som Erik måtte bruge sine kræfter på, og han kæmpede til det sidste med en tro på, at han snart ville blive frisk nok til igen at besøge instituttet. Sådan skulle  det ikke være.  At han efter mange års meget hårdt arbejde ikke skulle få mulighed for at nyde sit otium og dyrke sine mange og engagerede interesser inden for blandt andet musik, litteratur og rejser, sådan som han havde set frem til, synes dybt uretfærdigt. Vi ved, at han også havde set frem til mere tid med familien. Vores tanker går til den.

Vi er mange, der altid vil mindes Erik for hans faglighed, hans store engagement, hans gode humør og en enestående kollegialitet og medmenneskelighed.

Æret være hans minde.

Anne Jensen
Institutleder
Institut for Kulturvidenskaber

 

 

 

 

Redaktionen afsluttet: 02.01.2015