Skip to main content
DA / EN

SDU-forskere skriver guidebog om oldtidsby

En guidebog om en tyrkisk oldtidsby udkommer nu på både engelsk og tyrkisk, fordi en gruppe forskere gerne vil højne vidensniveauet om oldtidsfundenes betydning blandt byens nuværende indbyggere.

 

Som billedet her viser, kan en rest af en gammel søjle bruges til mange ting.
Foto: Tønnes Bekker-Nielsen.

Der er intet usædvanligt i, at forskere udgiver bøger. Men det ses ikke ret ofte, at udgivelsen har karakter af en guidebog. Og da slet ikke på tyrkisk. En guidebog henvender sig typisk til gæster i en by eller et område, men også her adskiller den nyudgivne guidebog sig markant, idet den henvender sig til de indbyggere, der bor i byen Vezirköprü i det nordlige Tyrkiet.

Indbyggerne bor så at sige lige ovenpå en oldtidsby. Op til 2 meter jord adskiller byens nuværende aktiviteter fra de mange levn fra oldtiden, som vidner om et rigt liv for mere end 2.000 år siden.

En gruppe på fire forskere fra Institut for Historie har fundet det nødvendigt at fortælle byens historie som oldtidsby for byens nuværende indbyggere. Simpelthen fordi de fordi de ofte støder på fund fra den gamle by, men ikke er klar over, at fundet er bevaringsværdigt og derfor ikke bliver registreret.

- Beboerne i byen er ikke så bevidste om de her funds bevaringsværdi. De konstaterer måske blot, at der er noget skrift på en sten, men vurderer ikke, at det kan have en betydning, og bruger så måske eksempelvis stenen som en del af fundamentet ved nyt byggeri, forklarer Tønnes-Bekker Nielsen, der er en af forfatterne til bogen.

Et godt eksempel på det er flere fontæner rundt omkring i byen, hvor sarkofager og gravstene er blevet anvendt i opbygningen af fontænerne.

Indsamle og bevare i fremtiden

I Tyrkiet er rester af oldtidsbyer lidt at sammenligne med de danske gravhøje. Der er tusindvis af dem, og derfor mister de lidt deres særegenhed i den lokale befolknings øjne.

Men det vil Tønnes Bekker-Nielsen, Christian Høgel, Jesper Majbom Madsen og Søren Lund Sørensen gerne lave om på med bogen, som de altså udgiver på tyrkisk og engelsk.

- Bogen skal højne bevidstheden om den romerske fortid i lokalsamfundet og meget gerne medvirke til, at nye fund ikke bare forsvinder, men bliver indsamlet og bevaret, siger Tønnes Bekker-Nielsen.

SDU-forskerne har de sidste fire år gjort spændende nyfund i Vezirköprü. De har også undersøgt en sten med indskriften af en højtidelig ed, som indbyggerne i Neoklaudiopolis (byens romerske navn) hvert år aflagde til kejseren i Rom. Et vidnesbyrd om, at Romerriget blev valgt til, og at det måske netop er derfor, at det lykkedes for skiftende kejsere at holde riget samlet i mere end 1000 år.

Bogen er udgivet hos et velanset forlag i Istanbul, og udkommer 6. oktober og præsenteres for indbyggerne i Vezirköprü 15. oktober.

Redaktionen afsluttet: 05.10.2015