Velkomst af borgmesteren
- Der er gang i Odense. Med investeringer i boliger og infrastruktur for 34 milliarder kroner over de næste år frem mod 2022, vil I komme til at opleve en stor del af de forbedringer, vi har i gang her i byen, sagde borgmester Anker Boye (S), da han mandag morgen sagde velkommen til Odense og SDU til de nye studerende på uddannelserne i International Virksomhedskommunikation.
Han fortalte også om Odenses boliggaranti for studerende og mente dermed, at de studerende, som i dag lever som pendlere, skulle tænke seriøst over at flytte til den fynske hovedby.
- Og så vælter vi byen på torsdag, fredag og lørdag!, sluttede Anker Boye med henvisning til den kommende uges Karrusel-festival i Odenses gader.