Skip to main content
DA / EN

Til årets kandidater: I skal løfte en stolt arv

Fredag den 19. juni blev årets kandidater fejret og sendt ud i virkeligheden med lykønskninger fra dekan Simon Møberg Torp, et løfte om at en humanistisk kandidat er det fineste, man kan få af lektor Kirstine Sinclair og en påmindelse om, at det altid kan betale sig at tage en uddannelse ved komikeren Sebastian Dorsets blotte tilstedeværelse.

Virkeligheden uden for universitetets mure skal mødes med optimisme, stolthed og tro på sig selv og egen faglighed. Sådan lød Humanioras opfordring til årets kandidater, da der fredag den 19. juni blev holdt kandidatafslutning med festforelæsning ved lektor Kirstine Sinclair og underholdning ved stand-up komiker Sebastian Dorset.

Forstå og forklar

”I valgte fuldstændig rigtigt. En humanistisk kandidat er det fineste man kan få,” var budskabet fra festforelæser og lektor Kirstine Sinclair.

For at underbygge denne påstand tog lektoren kandidaterne og deres gæster med tilbage i tiden. Til en grå februardag for fire måneder siden, hvor en ung mand begik terrorangreb i København, og hvor de danske politikere i dagene, der fulgte, talte om gode og onde kræfter, og statsministeren udtalte, at man ikke skulle forsøge at forklare, hvordan en dansk mand kunne blive terrorist. 

”Statsministeren har tydeligvis ikke læst en humanistisk kandidat her på SDU,” pointerede Kirstine Sinclair:

”Som humanister reducerer vi ikke virkelighedens hændelser til kampen mellem det gode og onde, en eventyr-terminologi. Som humanister er det vores fornemmeste opgave at forstå sammenhænge og viderebringe forklaringer på, hvorfor mennesker handler, som de gør, og hvorfor samfund udvikler sig, som de gør,” sagde hun.

”I skal løfte en stolt arv. Udvis mod og vilje til at forstå og til at formidle det, vi forstår, forbliv modige og mist aldrig modet.” sluttede Kirstine Sinclair sin festtale til de nye kandidater.

For fine til dumhed

Også komikeren Sebastian Dorset understregede vigtigheden af, at humanister breder ud og ser sammenhænge, når nu komikere som han selv lever af at simplificere tendenser. Dorset sendte kandidater og gæster til reception med ordene:

”I er for fine til at finde jer i dumhed – så nu tror jeg, at jeg har snakket længe nok. Tak, fordi jeg måtte komme og på denne dag i egen person minde jer om, at det altid kan betale sig at tage en uddannelse.”

 

Redaktionen afsluttet: 24.06.2015