Mens økonomiske teoretikere har opfattet multinationale virksomheders opståen som imødegåelser af markedsrisici, har der fra et bredere organisationsteoretisk udgangspunkt været peget på viljen til investeringer i vidensstrukturer som den primære bevæggrund.
Hos økonomiske teoretikere er det således påpeget, at det ikke er omkostningsfrit at bruge markedet, men at omkostningerne kan nedbringes ved at danne organisationer, hvori transaktionerne kan integreres.9 For de multinationale virksomheders vedkommende kan en internalisering af processer således eliminere de ulemper, der er ved at benytte samarbejdspartnere i andre landes til tider svært gennemskuelige kontekster, hvor sårbarheden overfor misforståelser og opportunistisk adfærd kan være stor.10 Når f.eks. arbejdet med at træffe aftaler med udenlandske leverandører, eller med kontrol af komplekse eller immaterielle ydelser, som vanskeligt lader sig prissætte, lægger beslag på en vis mængde ressourcer, er det mere fordelagtigt at etablere en udenlandsk afdeling, der kan tage sig af aktiviteten.
Den vidensbaserede tilgang har nedtonet betydningen af markedsrisici og i stedet fremhævet, at beslutningen om at blive multinational hviler på karakteren af de såkaldte ejerskabsfordele, der gør virksomhederne konkurrencedygtige.11 Jo mere avanceret teknologien er, jo vanskeligere er det at overføre den viden, der skal til, for at den kan fungere, og en virksomheds væsentligste fordel kan derfor være en unikt sammensat vidensstruktur, der håndterer både de objektive informationer der kan overdrages eksplicit, og den tavse nærmest kropsliggjorte viden der over tid indlejres i rutiner og praksis. I det omfang det overhovedet er ønskeligt at gøre det, kan det dermed være vanskeligt at inddrage andre aktører i processerne, og ved aktiviteter i udenlandske og svært forståelige markeder kan det være nærmest umuligt. Den multinationale organisation vælges således, fordi den er den mest effektive til overførsel af viden – herunder også kendskabet til de udenlandske markeder, der i sig selv er et konkurrenceparameter.
Graden af kompleksitet er central for begge forklaringsmodeller, men den vidensbaserede tilgang indebærer altså, at den multinationale organisation ikke ses som et svar på markedsrisici, men som en aktiv vidensinvestering. Der er naturligvis ikke noget i vejen for, at der kan være tale om en løsning, der er både billigst og mest videnseffektiv. De to teoretiske tilgange udgør ikke et enten-eller. En historisk forståelse af, hvad der har drevet virksomhederne, forudsætter altså konkret viden om vægtningen bag deres beslutninger.
Sådanne studier savnes – også internationalt, hvor adgangen til virksomheders beslutningsprocesser også har været begrænset. En belysning af baggrunden for F.L. Smidth & Co.’s multinationale etablering i Asien vil dermed bringe et essentielt bidrag til en historisk fundering af den teoretiske forståelse af, hvordan videnstunge virksomheder anvender den multinationale organisationsform. En ting er jo de modeller, der teoretisk kan opstilles, noget andet er, hvilke motiver der har vægt under indtryk af konkrete omstændigheder. Er der f.eks. typer af risici, som motiveret til at arbejde multinationalt, selvom de ud fra en nøgtern økonomisk afvejning ikke tilsiger det? Hvilke typer viden motiverer særligt til etableringen af en multinational vidensstruktur, og hvordan kan omstændighederne udvikle sig, så vurderingen af vidensbehovet på bestemte områder forandres?