Midtfyns Gymnasium på besøg i Højby Solpark
Solen skinnede over Højby Solpark nær Odense tirsdag 3. september, da en 2. g klasse fra Midtfyns Gymnasium var på besøg som en del af deres uddannelsesforløb.
En af 2.g-klasserne fra Midtfyns Gymnasium besøgte Højby Solpark en dag, hvor der var masser af sol på solpanelerne. Under deres besøg så og hørte de om, hvordan man kan arbejde med solenergi, og de fik et indblik i, hvordan en solpark fungerer. De hørte også om arbejdet med at fremme biodiversiteten i solparken.
Kompetencer i STEM-fagene giver jobmuligheder
Forud for besøget havde medarbejdere fra Nordic Solar været på besøg i klassen hjemme på gymnasiet, hvor emnet var, hvilke uddannelses- og jobmuligheder, en naturvidenskabelig uddannelse giver. Et af formålene med Midtfyns Gymnasiums samarbejde med lokale virksomheder er at give eleverne konkrete og praksisnære eksempler på, hvordan de kan bruge STEM-fagene i deres senere arbejdsliv og derved forhåbentlig gøre fagene mere interessante.