Spring til hovedindhold
DA / EN
To personer holder blomster og diplomer foran et gardin ved Undervisningspris 2026.
Undervisningspriser 2026

To undervisere hædret med undervisningspriser på SAMF

Torben Skov Dyg Johansen modtager prisen som Årets Underviser på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, mens Marianne Sandvad Ulriksen får Specialprisen for udvikling af innovative undervisningsformer.

Af Marlene Bartholin Jørgensen, , 11-09-2026

To undervisere, der på hver deres måde gør en forskel for de studerende og deres læring, er blevet hædret med undervisningspriser på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på SDU.

Adjunkt Torben Skov Dyg Johansen fra Økonomisk Institut modtager hovedprisen som Årets Underviser, og årets Specialpris for udvikling af innovative undervisningsformer går til lektor Marianne Sandvad Ulriksen fra Institut for Statskundskab.

Den glædelige nyhed blev overrakt af prodekan for uddannelse Jan Guldager Jørgensen, da han besøgte de to institutters seminarer i august.

- Dygtige undervisere er afgørende for de studerendes læring og for kvaliteten af vores uddannelser. Torben Skov Dyg Johansen og Marianne Sandvad Ulriksen viser på hver deres måde, hvordan engagement, faglighed og nytænkning kan styrke læringen og skabe værdi for de studerende. Derfor er jeg glad for, at vi med undervisningspriserne kan anerkende deres indsats, siger prodekan for uddannelse Jan Guldager Jørgensen.

Engageret og inspirerende underviser

Torben Skov Dyg Johansen modtager hovedprisen for sin undervisning i faget Machine Learning in Economics & Finance.

Han hædres blandt andet for sin evne til at tage nye digitale værktøjer i brug og for sit store engagement i de studerendes læring, blandt andet gennem et systematisk arbejde med studenterfeedback.

Se øjeblikket herunder, hvor Torben Skov Dyg Johansen overraskes med prisen som Årets Underviser, og hør, hvad han lægger vægt på i mødet med de studerende.

Innovation som drivkraft til læring

Hvordan skaber man gode rammer for læring og engagement? Som underviser går Marianne Sandvad Ulriksen forrest, når det gælder om at afprøve og udvikle nye undervisningsformer med afsæt i de studerendes læring og engagement.

Derfor modtager hun årets Specialpris for udvikling af innovative undervisningsformer.

Se videoen herunder, hvor Marianne Sandvad Ulriksen overraskes med prisen og fortæller om sin undervisningsfilosofi.

Undervisningspriserne på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet uddeles hvert år for at anerkende undervisere, der bidrager til at skabe de bedst mulige læringsoplevelser for de studerende.

Redaktionen afsluttet: 11.09.2026