Spring til hovedindhold
DA / EN
CLF-jubilæum

25 år med forskning i landdistrikter på SDU

Center for Landdistriktsforskning har gennem 25 år bidraget med viden om udviklingen i landdistrikterne og været en vigtig stemme i debatten om forholdet mellem land og by. Vi har spurgt centrets leder Egon Bjørnshave Noe, hvor centret står i dag, og hvilke udfordringer og muligheder der præger landdistrikterne.

Af Marlene Bartholin Jørgensen, , 17-09-2026

I 25 år har forskere ved Center for Landdistriktsforskning på Syddansk Universitet forsket i landdistrikternes udvikling og vilkår. Når centret nu markerer sit 25-års jubilæum, er spørgsmål om geografisk ulighed og balancen mellem land og by mere aktuelle end nogensinde.

Det mærker forskerne på Center for Landdistriktsforskning også, fortæller centrets leder Egon Bjørnshave Noe:

- Centrets samfundsberettigelse er ikke blevet mindre gennem de 25 år. Tværtimod er landdistrikternes udfordringer og den stigende geografiske ulighed rykket højere op på dagsordenen, og det mærker vi i den interesse, der er for vores forskning.

Da han tiltrådte som leder for ti år siden, stod centret til at miste sin finanslovsbevilling, og centrets fremtid var mere usikker. I 2020 kom centret tilbage på finansloven, og forskerne oplever stor interesse for deres arbejde fra både medier, politikere og lokale aktører.

Fra landidyl til geografisk ulighed

- 00'erne var centraliseringens årti. Der var en udbredt tro på, at større enheder ville skabe vækst og udvikling, og landdistrikternes udvikling blev ikke i samme grad betragtet som et samfundsmæssigt problem, siger Egon Bjørnshave Noe og fortsætter:

- Men i årene efter finanskrisen blev konsekvenserne af centraliseringen tydeligere. Boligmarkedet udviklede sig forskelligt på tværs af landet, investeringer og arbejdspladser koncentrerede sig omkring de største byer, og forskellene mellem center og periferi voksede, siger Egon Bjørnshave Noe.

Og ifølge ham har det ændret karakteren af debatten om landdistrikterne:

- Der er sket et skifte, fra at vi tidligere talte om det gode liv på landet, til at debatten i dag i højere grad handler om, hvordan vi håndterer den stigende geografiske ulighed.

Tre udfordringer præger udviklingen

Hvis Egon Bjørnshave Noe skal pege på de største udfordringer for landdistrikterne i dag, peger han på velfærd og økonomi, geografisk ulighed og manglende ejerskab.

Adgangen til uddannelse, velfærd og arbejdspladser er afgørende for udviklingen i landdistrikterne, og når ressourcerne koncentreres i de større byer, påvirker det både adgangen til velfærd, lånemuligheder og mulighederne for udvikling og vækst i mange lokalsamfund.

Samtidig bliver den geografiske opdeling mellem land og by stadig tydeligere.

- På den ene side flytter mange af de menneskelige ressourcer mod de større byer. På den anden side forsvinder nogle af de velfærdsgoder og tilbud, der kunne afbøde konsekvenserne for de områder, som mister befolkning, og det øger uligheden mellem forskellige dele af landet, siger Egon Bjørnshave Noe.

Endelig peger han på, at landdistrikterne mister ejerskab til deres egne ressourcer. Stadig flere investeringer inden for blandt andet turisme, fødevareproduktion og vedvarende energi kommer fra eksterne aktører, så ejerskabet og værdiskabelsen i stigende grad flyttes væk fra de lokalsamfund, hvor ressourcerne findes.

- Hvis der skal skabes varig værdi i landdistrikterne, er det vigtigt, at lokale aktører tager del i udviklingen. Det handler både om innovation, investeringer og ejerskabet til de ressourcer, der skaber vækst og udvikling, siger Egon Bjørnshave Noe.

Nye fortællinger om land og by

SDU-professoren peger også på, at løsningerne ikke kun skal findes i politiske initiativer og lokal innovation. De handler også om vores forestillinger om Danmark og forholdet mellem land og by.

I mange år har debatten været præget af en forestilling om, at vækst, innovation og nye muligheder først og fremmest skabes i de større byer. Men ifølge Egon Bjørnshave Noe er det vigtigt at anlægge et bredere perspektiv.

- Vi er gensidigt afhængige af hinanden. Byerne er afhængige af velfungerende landdistrikter, der hver dag leverer ressourcer, services og andre centrale input til samfundet. Samtidig er landdistrikterne afhængige af, at byerne bidrager til udvikling af landdistrikterne og ikke kun suger de økonomiske ressourcer til sig.

En vigtig del af centrets arbejde er derfor at sætte fokus på og udfordre de antagelser, der præger debatten. Hvad sker der, hvis forskellene mellem forskellige dele af landet fortsætter med at vokse? Og hvilken betydning får det for sammenhængskraften, demokratiet og den sociale tillid?

- Erfaringer fra andre lande viser, at voksende geografiske skel kan få betydning for både den sociale sammenhængskraft og tilliden mellem forskellige dele af samfundet. Derfor er det vigtigt at tage udviklingen alvorligt, siger Egon Bjørnshave Noe.

Fokus på grøn omstilling og velfærd

I dag arbejder Center for Landdistriktsforskning især med to indsatser i deres forskning.

Det ene er den grønne omstilling, og her undersøger forskerne, hvordan investeringer i energi, fødevarer og arealanvendelse kan skabe lokal udvikling og nye muligheder i landdistrikterne.

Det andet område gælder velfærd og samfundsinfrastruktur. Hvordan sikrer vi adgang til uddannelse, transport, internetforbindelser og offentlige services i hele landet? Og hvordan skaber vi en udvikling, der kommer hele landet til gavn?

Det er nogle af de spørgsmål, som forskerne arbejder med i dag.

Jubilæet handler ikke kun om at se tilbage, men lige så meget om at se frem.

- Med 25 år på bagen har vi har et solidt forsknings- og vidensgrundlag at bygge videre på og nogle klare missioner for fremtiden, og der er mere end nogensinde brug for viden om, hvordan by og land kan udvikle sig sammen, siger Egon Bjørnshave Noe.

Hans ambition er, at centret i de kommende år fortsat kan være med til at sætte fokus på landdistrikternes vilkår og den gensidige afhængighed mellem land og by og bidrage til nye måder at forstå og udvikle hele Danmark på.

Mød centerlederen

Smilende person med runde briller og grå polo foran højt græs udendørs.

Egon Bjørnshave Noe er professor og leder af Center for Landdistriktsforskning. I sin forskning beskæftiger han sig bl.a. med bæredygtig vækst, bosætning i landdistrikter og lokale erhvervsstrategier.

Besøg hans forskerprofil

Redaktionen afsluttet: 17.09.2026