De skjulte champions
Automotive Aftermarket lider under et forældet image, selvom branchen arbejder målrettet med diversitet, bæredygtighed og avanceret teknologi.
Af: Professor Maria Elo, Institut for Virksomhedsledelse, Syddansk Universitet og CSO Christina Jørgensen, Aftermarket, Dinex Group
De vestlige økonomier er tynget af alder, og der er mange gode grunde til, at vores virksomheder er optaget af at tiltrække unge talenter. Men nogle sektorer har svært ved at gøre sig attraktive, fordi de har et ’gammeldags’ image. Det gælder industrien generelt, men især bilindustrien, selvom Automotive Aftermarket – autobranchens frie eftermarked for reservedele - er en sektor, som arbejder med alt det, som unge mennesker er optaget af. De ved det bare ikke, og derfor kan fordommene få lov til at blomstre. Den tidligere CEO for Automotive Aftermarket, Schaeffer Group, har døbt sektoren ”de skjulte champions” for at sætte fokus på denne modsigelse.

En hvid plet på landkortet
Syddansk Universitet har sammen med andre universiteter i Danmark, Tyskland og Frankrig undersøgt autobranchens image hos unge universitetsstuderende. Undersøgelsen afdækkede en bemærkelsesværdig uvidenhed og forældede opfattelser af branchen. Mere end 80% af deltagerne havde aldrig skænket Automotive Aftermarket en tanke som karrierevej. De efterspørger virksomheder, der engagerer sig i aktuelle dagsordener som innovation, diversitet, bæredygtighed, miljø, kønsbalance, inklusion o.lign. Men er helt intetanende om, at mange i Automotive Aftermarket industrien er optaget af præcis samme spørgsmål.
Et mødested for Automotive Aftermarket industrien og unge talenter
Der er med andre ord et kæmpebehov for kommunikation. Ikke i form af smarte imagekampagner, men rigtige møder, hvor Aftermarket virksomhederne og de unge kan tale sammen og lære hinanden at kende. Derfor har Syddansk Universitet og SDU Career Hub skabt et fysisk mødested – Automotive Aftermarket Symposium – sammen med Talents4AA og branchens ildsjæle, bl.a. fra BOSCH, Dinex, Temot International, FEBI, FIGIEFA, FAAS, AUTIG og Nissens.
Automotive Aftermarket Symposium blev for nylig afholdt på Syddansk Universitet for første gang. Her viste virksomhederne, hvordan de arbejder med diversitet, avanceret teknologi og bæredygtige løsninger på mange forskellige fronter. Men også at det ikke kun er teknologiske kvalifikationer, de efterspørger. Branding, organisationsudvikling, international forretningsudvikling, teambuilding, mentoring etc. er også dagsordener, som Aftermarket virksomhederne har fokus på ligesom alle andre moderne internationale virksomheder. Sådanne face-to-face møder med spørgsmål og debat lader de studerende opleve sektorens virkelighed på egen krop.

Uddannelsessektoren har også et ansvar
Aftermarket industrien vil gerne have kontakt til uddannelsessektoren og fremtidens talenter, for at få fremtidssikret et passende grundlag for kvalificeret arbejdskraft til deres virksomheder. Og i den proces er universiteterne en vigtig del af værdikæden, så der kan udvikles talent på en samskabende måde og etableres makkerskaber mellem aftagerne og uddannelsesinstitutionerne omkring skræddersyede talentudviklingsprogrammer. Virksomheder, der ligesom Automotive Aftermarket branchen befinder sig i oversete sektorer, er nødt til at modernisere deres image blandt de unge. Men uddannelsessektoren skal også være mere opmærksom på disse virksomheders teknologiske udvikling og behov for interkulturelle, globale kompetencer. Tidssvarende opfattelser af produktions- og servicesektorerne skal udvikles allerede fra folkeskolen og fortsætte på universiteterne og erhvervsuddannelserne for at generere opmærksomhed og interesse for virksomheder i denne industri, der er i fuld gang med at realisere mange af de målsætninger, som unge i dag gerne vil bidrage til, fx FNs Verdendsmål og klimaforandringerne. At udvikle disse forandrings-agenter er en nødvendig forudsætning for at få det grønne skifte til at ske.
Kronikken er bragt i Erhverv+ den 12. juni 2025.