Testbaseret optag er en fordel for Humaniora
Nu går det løs med SDU’s satsning på at skabe det bedste match mellem studerende og uddannelser via testbaseret optag. Det nye optag vil særligt gavne på Humaniora, mener prodekan for uddannelse, Lars Grassmé Binderup.
Op mod 6200 håbefulde studerende kommer 22.-23. april til test på SDU. På Humaniora tester 14 uddannelser kvote 2-ansøgerne, før de kan optages. Målet er at tjekke de kommende studerendes motivation og kompetencer, så de mest studieegnede optages på Syddansk Universitet.
Lars Grassmé Binderup, prodekan for uddannelse på Humaniora, ser gode muligheder for de humanistiske uddannelser i den nye form for optagelse.
-Særligt på Humaniora har vi stort behov for at nedbringe frafaldet blandt de studerende, ellers kommer dimensioneringen til at koste os alt for dyrt. I den sammenhæng er jeg sikker på, at det batter noget at se på de studerendes motivation, fagspecifikke evner og studieegnethed – og ikke kun karakteren - før man optager dem. Det har i hvert fald virket på Sundhedsvidenskab, siger han og tilføjer, at det testbaserede optag sandsynligvis også vil gavne uddannelserne på en lang række andre områder.
- Udover nedbringelse af frafald vil en succesfuld udvælgelse af de mest motiverede og studieegnede i optagelsesprocessen sandsynligvis også gavne det faglige niveau, studiefremdriften og i sidste ende beskæftigelsen, så vi har meget at vinde, fastslår prodekan på Humaniora.
Faglige tests
Især på de syv sproguddannelser rulles det helt store testapparat frem for at tiltrække de mest motiverede studerende. Her skal ansøgerne både gennemføre en uniTEST og en sprogtest, og hvis det går godt også en motivationssamtale.
Faktisk har samtlige Humaniora-uddannelser arbejdet meget konstruktivt med at byde ind med fagspecifikke tests til SDU’s optagelsessatsningen. Men prodekan på Humaniora fortæller, at det desværre har vist sig logistisk umuligt at gennemføre både uniTEST og faglige tests på alle uddannelser i år.
Det er planen, at det næste år bliver muligt at teste ansøgerne både generelt og fagspecifikt.
Se mere om det testbaserede optag her.