Skip to main content
DA / EN

SDU-forsker bliver chefredaktør på anerkendt tidsskrift

Sprogforsker Sune Vork Steffensen er udnævnt til chefredaktør for Language Sciences, et af de store, klassiske tidsskrifter inden for sprogforskning.

Det internationale tidsskrift Language Science har i snart 50 år markeret sig som et af de store, klassiske og anerkendte tidsskrifter inden for sprogforskning.

Tidsskriftet modtager 200 artikler om året fra forskere i hele verden, men kun 30 til 40 procent af disse bliver trykt. Udvælgelsen og redigeringen kommer den nye chefredaktør Sune Vork Steffensen fra Institut for Sprog og Kommunikation til at stå i spidsen for.

-          Vi skal selektere dem, der både passer på tidsskriftets akademiske profil, og som har en tilstrækkeligt høj kvalitet. Samtidig skal jeg være med til at markere tidsskriftet som et af verdens førende tidsskrifter, der er dedikeret til den teoretiske diskussion af, hvordan og hvorfor man overhovedet bedriver sprogforskning, fortæller han om sine opgaver som redaktør.

En stor anerkendelse

Sune Vork Steffensen mener, at valget faldt på ham, fordi hans forskning har samme tværvidenskabelige ambition som tidsskriftet har, og fordi det forskningscenter, han leder, Centre for Human Interactivity ved ISK, er blevet et naturligt omdrejningspunkt inden for tværvidenskabelig forskning i sprog og kognition.

-          Det er en stor anerkendelse. Helt personligt er der en stor faglig tilfredsstillelse i at interagere med forskere fra hele verden og bidrage til, at deres forskningsbidrag bliver så gode som overhovedet muligt, siger han.


Redaktionen afsluttet: 14.02.2016