Dannebrog

Spørg eksperten om danskernes forhold til Dannebrog

Hvorfor er vi danskere så glade for Dannebrog, at det ligefrem skal i lagkagen, når vi fejrer fødselsdag?

Af Katrine Findsen, , 15-03-2019

Historien om, at vi bruger vores flag til mange private ting, er sandsynligvis cirka 150 år gammel. Dannebrog var jo ellers statens flag og kongens flag, men allerede i begyndelsen af 1800-tallet under Englands- og Napoleonskrigene blev det populært at bruge Dannebrog. Men da den danske konge også var statsoverhoved for Slesvig og Holstein, ønskede han ikke, at dansk-nationale borgere gjorde flaget til deres. Så han forbød brugen af Dannebrog i 1834.

Da stridighederne mellem de danske og tyske undersåtter førte til krig, valgte kongen at se gennem fingre med sit forbud.

Der er rigtig meget, der tyder på, at danskerne for alvor tog Dannebrog til sig under Treårskrigen i 1848-50. Det blev skærpet af 1864, hvor dele af befolkningen ikke længere måtte flage med Dannebrog, fordi de var blevet tyske statsborgere, og det blev vigtigt at sørge for flaget på kaffekoppen eller tallerkenen i stedet.

Det med at stå og vifte med flag i lufthavnen, når nogen vender hjem, er udtryk for, at vi synes, vi har ret til at bruge Dannebrog alle sammen.

Nils Arne Sørensen, professor

Flagene på juletræet dukkede også op i kølvandet på Treårskrigen, men det er nu en skik, vi også kender i resten af Skandinavien. Det blev også almindeligt med flagstænger i haven både på land og i by, og fra slutningen af 1800-tallet begyndte det at blive almindeligt at flage med Dannebrog i kolonihaver og sommerhuse.

Siden bruger danskerne Dannebrog rigtigt meget – for eksempel under besættelsen, og staten mister kontrollen med flaget.

Efter krigen bliver Dannebrog kommercialiseret, og man sætter flag i lagkagen og ved kuverterne. Mange har brugt Dannebrog som logo langt tilbage, men det her med, at man faktisk kan tjene penge på at lave små papirflag på en træpind, du kan sætte i en lagkage eller klistermærker, du kan sætte på breve, er en relativt ny ting.

Og det med at stå og vifte med flag i lufthavnen, når nogen vender hjem, er udtryk for, at vi synes, vi har ret til at bruge Dannebrog alle sammen. Så i den forstand er det blevet vores fælles flag.

Mød forskeren

Nils Arne Sørensen er professor i moderne dansk og europæisk historie på Institut for Historie. Han beskæftiger sig bl.a. med 1. Verdenskrig, amerikanisering og historiebrug. Sammen med sine SDU-kolleger, Louise Kallestrup og Jesper Majbom Madsen, har han netop skrevet bogen ”Rom – Evighedernes By”, der udkommer senere på året.

Se Nils' profil