Konfirmation

Spørg eksperten om konfirmation

Konfirmationstiden er snart over os, men hvordan er det med de unges religiøse forståelse anno 2018? Hvordan udvikler det religiøse landskab sig? Og hvordan påvirker det folkekirken? Vi har spurgt lektor i religionsstudier Laura Feldt om unges forhold til tro.

Af Katrine Findsen, , 01-03-2018

Hvad påvirker nutidens unges religiøse forståelse?

Unges opfattelse af religion påvirkes af mange faktorer ved siden af de traditionelle institutionaliserede religioner som for eksempel folkekirken. Medier og populærkultur med religiøst indhold er blevet en vigtig faktor.

I populærkulturen myldrer referencer til religion frem, både til symboler, fortællinger og ritualer fra kendte religioner, men også til mirakler, mys­tik og magi i bredere forstand.

De unge kender film som Prinsen af Egypten eller Ridley Scotts Exodus: Gods and Kings, men ikke myten om Exodus fra Bibelen

Laura Feldt, lektor

Det kan vi se i for eksempel J.K. Rowlings Harry Potter-univers, Meyer’s Twilight-serie eller LaHaye og Jenkins’ Left Behind-serie for ikke at glemme Dan Brown. Og religiøse forestillinger har en fremtrædende plads i bøger, tv-serier og film i samtiden – som The Magicians, Supernatural, Vikings, eller Game of Thrones.

Medierne er helt enkelt blevet producenter og distributører af religiøst indhold, og for mange unge er medierne en primær kilde til religion. Det vil sige, at de unge kender film som Prinsen af Egypten eller Ridley Scotts Exodus: Gods and Kings, men ikke myten om Exodus fra Bibelen.

Hvordan bruger folkekirken populærkulturen i konfirmationsforberedelsen?

Folkekirken har taget nye metoder i brug i konfirmationsundervisningen. Det er blev­et meget almindeligt at bruge fantasy­bøger og bøger om magi som Harry Potter eller Ringenes Herre som udgangspunkt for læsegrupper og samtaler om religion med de unge. Og kristendom formidles til de unge på nye måder via sociale medier, film og andre medier, som ikke traditionelt har været en del af folkekirkens virke.

Man har blandt andet skabt nye tegneserier om Jesus som Manga Bibelen, Manga Messias og Peter Madsens Menneskesønnen, som ofte bruges i konfirmationsforberedelsen i Danmark – så meget, at der er lavet en vejledningsbog med gode råd til, hvordan man bruger tegneserien i konfirmationsarbejdet.

Folkekirken har taget nye metoder i brug i konfirmationsundervisningen

Laura Feldt, lektor

Flere præster er begyndt at organisere konfirmations-lejre eller aftenarrangementer i kirken, som fænomenet Freestylegudstjeneste, hvor de unge skal bruge deres mobiltelefon til selv at sammensætte deres gudstjeneste. De modtager beskeder fra kirken på deres telefoner, og i løbet af aftenen kan de sende stikord til rappere, som skal dyste over et tema.

De fleste præster har efterhånden også en Facebookprofil for at kunne nå de unge, ligesom de bruger nye indslag i konfirmationsritualets musik, hvor filmtemaer som temaet fra Star Wars og Pirates of the Caribbean anvendes.

Mød forskeren

Laura Feldt er lektor i religions­videnskab ved Institut for Historie på SDU. Hun forsker bl.a. i religion, medier og populærkultur i samtiden og historiske forandringer i bl.a. kristendom.

Kontakt