Skip to main content

Undervisning skal forebygge folkedrab

Det internationale samfund har et ansvar for at forebygge massive overgreb mod civile som eksempelvis Boko Harams drab i Nigeria. Derfor har lektor i folkeret Martin Mennecke udviklet et kursus for afrikanske militær- og politifolk, embedsmænd og civilsamfundsaktører i, hvordan man hindrer menneskeretsovertrædelser

Hvis en stat ikke er i stand til at beskytte sin egen befolkning mod overgreb, er det internationale samfund forpligtiget til at hjælpe. Et aktuelt eksempel er Nigeria, hvor den islamiske organisation Boko Haram indtil videre har dræbt omkring 10.000 og fortsat terroriserer civile. Det internationale samfund er imidlertid også forpligtiget til at forebygge, at sådanne overgreb overhovedet finder sted.

Dette ansvar for at beskytte er baggrunden for, at det danske udenrigsministerium sammen med FN og andre partnere i november sidste år afholdt det første kursus i, hvordan man i praksis forhindrer og forebygger grove menneskeretsovertrædelser.

Martin Mennecke, lektor i folkeret ved Syddansk Universitet, var ansvarlig for at udvikle det to uger lange kursus, der blev holdt i Ghana og havde deltagelse af 30 militær- og politifolk, embedsmænd og civile aktører fra 11 forskellige afrikanske lande.

Folkedrab er en proces

– Man kan altid spørge, om undervisning bidrager til udvikling. Mit svar er: Jo, hvis deltagerne er praktikere – altså dem, der arbejder med det til dagligt – og de får viden og konkrete værktøjer til forebyggelse, siger Martin Mennecke, der tidligere har undervist det danske forsvar i folkeret.

På kurset lærte kursisterne blandt andet at identificere advarselstegn og risici, som givetvis kan føre til folkedrab: eksempelvis hadefulde ytringer mod bestemte befolkningsgrupper, spændinger mellem etniske grupper og markant ulig ressourcefordeling, herunder fordelingen af magt og penge.

Udfordringen er ifølge Martin Mennecke at opdage og tage hånd om risiciene, før de udvikler sig til egentlige konflikter og brud på folkeretten.

– Folk tror altid, at folkedrab er en event. De misforstår, at det faktisk er en proces; at der er en udvikling frem til det. Man skal være klar over advarselstegnene, så man kan handle i tide, siger han.

Martin Mennecke oplyser, at kurset vil blive gentaget til november og muligvis også eksporteret til både Etiopien, Mali og Kenya.

Af Anne Dahl Bertelsen, annedb@sdu.dk

Billedtekst:

Blandt kursisterne var flere erfarne folk, blandt andre et par ghanesiske oberster, der var med i FN-operationen under folkemordet i Rwanda. – Det gode var, at det var praktikere, der havde masser af erfaringer at dele ud af, fortæller lektor i folkeret Martin Mennecke (fjerde th. på øverste række). Privatfoto.

Se hele artiklen i Ny Viden:

Redaktionen afsluttet: