Du er for fed til at jeg kan se dit foster

Overvægtige gravide må lægge ører til lidt af hvert hos lægen og på sygehuset. Forsker hanker op i kommunikationen

Graviditeten er en sød tid med lykønskninger og smil, der vokser i takt med maven. I hvert fald hvis man er normalvægtig. Men hver tredje gravide er overvægtig, og for dem er oplevelsen en helt anden – ikke mindst ved besøg hos lægen og på sygehuset. Det viser en ph.d-afhandling fra Syddansk Universitet, som Christina Louise Lindhardt har lavet. 

I sin forskning har Christina Louise Lindhardt interviewet en række overvægtige gravide – alle med det til fælles, at de på interview-tidspunktet var i uge 20, altså halvvejs i deres graviditet, og at deres BMI ved graviditetens start var mellem 27 og 30 eller derover.

Med et BMI af den størrelse er man defineret som overvægtig eller svært overvægtig. Og er man gravid, betyder det, at den praktiserende læge skal sørge for, at man bliver henvist til en speciel jordemoderkonsultation, hvor der er fokus på livsstil, begrænset vægt-øgning og motion. Men allerede dér hopper kæden af, for ingen af de gravide, som Christina Louise Lindhardt interviewede, havde fået noget at vide af deres læge om, at de skulle være med i en speciel jordemodergruppe:

– På trods af, at de var halvvejs i deres graviditet, havde hverken læge eller jordemoder oplyst dem om, hvor skadelig morens overvægt kan være for barnet i maven, eller sagt til dem, at de på grund af overvægt skulle følge et særligt forløb. Begge dele var jeg den første til at fortælle dem, siger Christina Louise Lindhardt.

Elefanten i rummet

Hos de praktiserende læger var der i det hele taget larmende tavshed om overvægten. Og for de overvægtige gravide var det lige så slemt, som når deres størrelse fik kommentarer med på vejen:

– Overvægten var virkelig elefanten i rummet i lægens konsultation: Jeg ved, at du tænker, at jeg er alt for tyk, men ingen af os siger noget om det. Det virkede faktisk lige så sårende på dem, som når der blev talt lige ud af posen, forklarer Christina Louise Lindhardt, der er ansat på Gynækologisk-obstetrisk Forskningsenhed, OUH, samt SDU’s kliniske institut.

Hun fortæller, at selv om gruppen af overvægtige gravide ikke havde fået information om, at de var i et andet jordemoder-forløb end andre gravide i deres omgangskreds, så kunne de godt mærke, at noget var anderledes. Én beskrev eksempelvis special-konsultationen således: Jordemoderen sagde ikke engang tillykke til mig. Det gik kun på mit fedt og min overvægt, og hvordan jeg kunne undgå at tage for meget på.

– Det handlede altså om at være overvægtig og fed i stedet for at være glad og gravid, og det blev de virkelig stødte over. Ligesom de var meget vrede over, at ingen – før mig – havde fortalt dem, at det kunne skade deres barn, at de var overvægtige, siger hun.

Folder og samtaleteknik

– Og når så tiden var kommet til, at de skulle ind og føde, kunne nogle ikke passe sygehusets tøj. Trusserne var for små, og trøjen kunne ikke lukkes om dem, ligesom deres ben var for tykke til at passe i bøjlerne på fødelejet. Nogle oplevede også, at jordemoderen sagde, at de med deres kropsstørrelse nok ikke skulle regne med at komme til at amme, fortæller Christina Louise Lindhardt.

At overvægtige gravide skal lægge ører til enten total tavshed eller formanende og ydmygende bemærkninger fra læger og andet sundhedspersonale skyldes, ifølge SDU-forskeren, først og fremmest usikkerhed.

– Man ved ikke, hvad man skal sige, eller hvordan man skal vejlede, og så kommer ordene enten forkert ud og virker grove og stødende, eller også siger man ingenting, konstaterer Christina Louise Lindhardt.

Hun fortæller, at der nu er blevet lavet en folder om scanninger, som alle gravide på Odense Universitetshospital får i hånden. Heri bliver der blandt andet informeret om, at det kan være svært at se fosteret ordentligt, hvis den gravide er overvægtig. Desuden er det blevet besluttet, at Christina Louise Lindhardt skal uddanne de cirka 20 jordemødre, der er ansat på Odense Universitetshospital, i at føre Den Motiverende Samtale.

Det er en samtaleteknik, hvor der blandt andet bliver lagt vægt på empati og anerkendelse. – Det er dejligt, at mit forskningsprojekt har været med til at rykke nogle ting. Men bedst ville det naturligvis være, hvis vi kan nedbringe antallet af overvægtige gravide ved, at der bliver taget hånd om de overflødige kilo inden graviditeten, siger Christina Louise Lindhardt.

Af Trine Bergman, trb@sdu.dk

Se hele artiklen i Ny Viden:

BMI

BMI (Body Mass Index) er en matematisk formel for sammenhæng mellem personers højde og vægt. BMI udregnes som vægt/højde^2