Skip to main content

Da Skandinavien stod stand over for ekstremismen

I 20’erne og 30’erne vandt fascismen og kommunismen frem i Europa, men aldrig for alvor i Skandinavien. Ph.d. undersøger hvorfor

Diktaturer voksede frem i Europa i tiden mellem de to verdenskrige. I Italien kom Mussolini og fascisterne til magten, i Tyskland indtog Hitler og nazisterne Rigsdagen, og i øst voksede det sovjetiske regime. Også herhjemme og i resten af Skandinavien udfordrede yderligtgående politiske bevægelser demokratiet, men de fik aldrig et reelt gennembrud.

Hvorfor? Det er det spørgsmål, der optager Kristina Krake, ph.d.-studerende ved Institut for Historie på Syddansk Universitet. I sin afhandling, som hun er cirka halvvejs med, undersøger hun de tre skandinaviske landes resistens over for politisk ekstremisme i mellemkrigstiden.

– Demokratierne i Skandinavien var stadig nye på det tidspunkt og dermed potentielt skrøbelige. Ikke alle accepterede uforbeholdent demokratiet som styreform, og både den yderste højre- og venstrefløj var villige til at anvende vold for at ændre det. I Danmark fik de yderligtgående bevægelser faktisk repræsentanter i Folketinget, men de formåede ikke at bruge det som platform til at vokse yderligere, siger Kristina Krake.

Forskning har allerede vist, at intern splittelse og dårlig ledelse i de yderligtgående bevægelser til dels forklarer, hvorfor de ikke fik større gennemslagskraft. Kristina Krake er imidlertid optaget af en anden forklaring, som hidtil ikke er dokumenteret i kilder, nemlig hvordan de skandinaviske politikere og partier reagerede på og ydede modstand mod eksempelvis kommunisterne og fascisterne.

– Politikerne reagerede i høj grad. De var observante og holdt nøje øje med den politiske uro i Mellemeuropa. Det bekymrede dem, og de reagerede på det, siger Kristina Krake om sine foreløbige konklusioner.

Krisepolitik og uniformsforbud

Kristina Krake fortæller, at partierne ydede modstand mod ekstremismen ved hjælp af blandt andet lovgivning, retsvæsen og politi. Et af “våbnene” var den krisepolitik, der fulgte i kølvandet på den økonomiske verdenskrise i 1929. I Danmark indgik Venstre og regeringspartierne med statsminister Stauning i spidsen Kanslergadeforliget i 1933 – i løbet af samme døgn som Hitler kom til magten i Tyskland.

– Det var krisepolitik, der tilgodeså bønderne og de arbejdsløse. Det var en form for socialt sikkerhedsnet under de forgældede og forarmede, hvilket partierne mente kunne være med til at stække den politiske uro og hæmme ekstremismens grobund, forklarer Kristina Krake.

Ud over krisepolitikken vedtog politikerne en række love, der skulle være med til at holde ekstremismen nede. I Danmark indførte man i ‘33 et forbud mod at bære uniform, hvilket til dels var møntet på nazisterne, til dels en reaktion på blandt andre Konservativ Ungdom, der havde taget fascisternes uniformering med skråremme og lange støvler til sig. Året efter indførtes de såkaldte Urolove, der blandt andet strammede våbenloven og forbød frivillige bevæbnede korps.

– Politikerne var bekymrede over den politiske vold, som især de unge arbejdsløse og ungdomsorganisationerne udøvede, fordi det blev opfattet som antidemokratisk og hørte diktaturer til. I Danmark var der ugentligt kampe mellem Konservativ Ungdom, Socialdemokratisk Ungdom og kommunisterne, fortæller Kristina Krake, hvis undersøgelse bygger på blandt andet partiernes programerklæringer, mødeprotokoller og parlamentsdebatter.

Hun mener, at vi stadig den dag i dag kan lære af, hvordan politikerne agerede dengang.

– Undersøgelsen er relevant, fordi den viser, at demokrati ikke kommer af sig selv, men at det er noget, der skal kæmpes for, siger Kristina Krake, der regner med at udgive en bog om emnet, når afhandlingen engang er færdig.

Af Anne Dahl Bertelsen, annedb@sdu.dk

Billedtekst: Politiet prøver at holde demonstranter tilbage på Jernbanegade i København, formentlig engang i 30’erne. De mange mennesker demonstrerer mod Fritz Clausen, partifører for Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti (1933-1944), der var en efterligning af det tyske nazistparti. Foto: Scanpix.


Se hele artiklen i Ny Viden