Mellemøsten har splittet Nato

Alliancen bør genoverveje et af sine grundlæggende principper, mener forsker bag ny afhandling om Nato. Danmark er blevet duks.

Siden murens fald har Nato haft vokseværk og er med sine 28 medlemslande større end nogensinde. Men udvidelsen har samtidigt medført store interessekonflikter i alliancen.

Derfor bør man overveje at opbløde princippet om, at et medlemsland automatisk skal bidrage militært, hvis dets politikere har accepteret en aktion.

Det vurderer Jakob Aarøe Jørgensen, som på Syddansk Universitet netop har forsvaret sin ph.d.-afhandling om Natos rolle i Mellemøsten.

Europa eller Mellemøsten?

- De enkelte lande har forskellige fokusområder. Eksempelvis er østeuropæiske lande som Polen, Estland, Letland og Litauen optagede af, at Nato sikrer sig mod Rusland. Sydlige medlemmer som Italien og Tyrkiet spejder mod Nordafrika og Mellemøsten, hvor flygtningestrømmene kommer fra, fortæller Jakob Aarøe Jørgensen.

Ifølge ham er Mellemøsten et godt eksempel på en region, som har splittet Nato. I mange år gik USA enegang og knyttede sig tæt til Israel samtidig med, at landet også indgik alliancer med Ægypten, Saudi-Arabien og frem til 1979 også med Iran.

Efter Sovjetunionens kollaps intensiverede Nato sit fokus på Mellemøsten, og det har i de senere år ført til direkte militære aktioner.

- Det gælder for eksempel i forbindelse med borgerkrigen i Libyen i 2011. Her greb Nato ind, men nogle af medlemslandene opfattede beslutningen som kontroversiel. Polen og Tyskland undlod at stille fly til rådighed. Det viser, at geografi og historiske relationer spiller en central rolle, siger Jakob Aarøe Jørgensen.

Danmark er blevet duks

En nation, der valgte at deltage i bombningerne af Gadaffis regime, var Danmark. Den lille rød-hvide stat endte med at blive det land, som kastede næst-flest bomber.

- I dag er vi faktisk lidt af en duks. Danmark har gennem de seneste år deltaget i mange Nato-aktioner, og når de danske soldater rykker ud, har regeringen sjældent givet dem begrænsninger i forhold til, hvilken form for aktioner de må deltage i, fortæller Jakob Aarøe Jørgensen og tilføjer:

- På det punkt skiller vi os markant ud, og det er der muligvis mange danskere, som slet ikke er klar over.

Stor opbakning fra befolkningen

Jakob Aarøe Jørgensen nævner krigen i Afghanistan som eksempel. Her var Danmark et af de få lande, som på intet tidspunkt var begrænset i forhold til, hvilken form for aktioner vi måtte deltage i.

- Vi er også et af de lande, der har den største folkelige opbakning til at sende vores soldater af sted, understreger han.

Dermed er Danmark slået ind på en anden kurs end den, som har præget os siden nederlaget ved Dybbøl i 1864.

Bøllebank blev vendepunktet

Det begyndte med ”Operation Bøllebank" i Bosnien i 1994, hvor syv danske Leopard-kampvogne nedkæmpede en række serbiske kampvogne. Siden fulgte aktioner i Kosovo, Irak, Afghanistan og Libyen.

Undervejs har Danmark høstet militær respekt for sin indsats. Eksempelvis fik Danmark i 2006 ansvaret for Helmand i Afghanistan, som var et af de mest uroplagede områder i landet.

- Vi har fundet ud af, at vores soldater er dygtige og dybt respekterede af vores allierede. Sammen med daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens strategi om at opbygge et tæt forhold til USA, er det med til at forklare Danmarks ændrede rolle i Nato, vurderer Jakob Aarøe Jørgensen.

Af Kent Kristensen, kk@sdu.dk

Se hele artiklen i Ny Viden