Forskning i blodsygdomme

Vampyr-ofre har måske i virkeligheden leukæmi

Et hold forskere i blodsygdomme har i fritiden lavet seriøs forskning på Dracula og andre blodige romaner.

Af Marianne Lie Becker, , 27-11-2019

Hvad får en medicinstuderende og en underviser, som forsker i blodsygdomme til at undersøge, hvilke sygdomme der kunne forklare de symptomer, som ofre for vampyrer har i de store vampyrfortællinger?

En undren i fagmiljøet og en studerende, der havde blod på tanden til et projekt oveni studiet, blev til ”DRACULA-gruppen” på Hæmatologisk Afdeling.

Gruppens arbejde er netop blevet publiceret i tidsskriftet Irish Journal of Medical Science og får opmærksomhed i internationale medier.

En lægelig undren

Stinne Tranekær har beskæftiget sig med projektet siden tredje semester på medicinstudiet, hvor hun fik interesse for forskning. Dennis Lund Hansen var underviser, og hun gik til ham for at få lov at stifte bekendtskab med selv at lave videnskab.

Her så Dennis Lund Hansen mulighed for at få undersøgt om den tanke, han og kollegerne på afdelingen havde puslet med på sjældne stille vagter havde hold i virkeligheden, nemlig at symptomerne hos vampyrofre i de store vampyrfortællinger minder meget om symptomerne hos de leukæmipatienter, som de møder i deres hverdag.

-Uden sammenligning i øvrigt, understreger Dennis Lund Hansen.

Da de store vampyrromaner blev skrevet, kendte man slet ikke til leukæmi og dermed heller ikke til behandling

Dennis Lund Hansen, ph.d.-studerende

-Da de store vampyrromaner blev skrevet, kendte man slet ikke til leukæmi og dermed heller ikke til behandling.

- I vores moderne samfund ser vi ikke ubehandlede leukæmipatienter, for vi kender sygdommen og sætter hurtigt ind med behandling.

Ens symptomer hos vampyrofre

-Det kunne næsten ikke være tilfældigt, at symptomerne passede så godt, tænkte vi. Men tanken lå bare og rumsterede nogle år, hvor tiden ikke var til at se nærmere på det.

Tid, lyst og lejlighed havde Stinne Tranekær, og hun fik opgaven med at sammenligne de beskrevne symptomer i romanerne ”Vampyren” fra 1819, ”Carmilla” fra 1879 og den mest berømte vampyrhistorie ”Dracula” fra 1897.

-Fra bøgerne kunne vi i alt samle informationer om otte personer, der var blevet angrebet af vampyrer, hvoraf fem af de otte ofre døde i løbet af få uger. Hos alle otte ofre, fandt vi ret ens beskrevne symptomer, hvor især bleghed, udmattelse, feber og hudforandringer var meget hyppige, fortæller Stinne Tranekær.

Udelukkelsesmetoden i brug

-Vi sammenlignede med en lang række andre sygdomme, både sygdomme, der var kendte og ukendte, da romanerne blev skrevet. For eksempel sammenlignede vi sygehistorierne med de klassiske beskrivelser af tuberkulose, en bakteriesygdom, der var udbredt og frygtet på den tid, hvor romanerne er skrevet.

Tuberkulose blev beskrevet før 1840, og ville være velkendt af alle læger i slutningen af 1800-tallet. Men ingen af de læger, der undersøger ofrene i historierne, nævner tuberkulose som en mulighed.

”DRACULA-Gruppen” sammenlignede også symptomerne med den smitsomme bakteriesygdom difteri, vitaminmangelsygdommen pellagra og mangel på blodplader, men vampyrofrenes symptomer svarer ikke til deres karakteristika. Konklusionen er altså: vampyrofrene har sandsynligvis leukæmi.

Inspireret af virkeligheden

Med så tydelig en lighed med symptomerne på leukæmi er det forskernes teori, at forfatterne må have været inspireret af ægte patienter. Og for Bram Stoker, forfatteren til Dracula, var sygehistorier til inspiration meget let tilgængelige. Hans bror var nemlig læge.

-Det gør historierne lidt sjovere, at de på nogle punkter har hold i virkeligheden. Det samlede sygdomsforløb for akut leukæmi må have været en gave for en forfatter, der ønskede at skrive gyserhistorier.

-Med sin pludselige start, hurtige udvikling og på det tidspunkt uundgåelige snarlige død, må akut leukæmi have været et oplagt horror-element, hvilket har kaldt på en overnaturlig forklaring på den uforklarede sygdom, mener Dennis Lund Hansen.

Bidt af forskning

SDU-forskerne har ikke set på vampyrerne og deres mulige sygdomsbillede. Det er der nemlig flere andre forskningsprojekter, der allerede har belyst, dog uden at blive enige.

Og Stinne Tranekærs næste forskningsartikel handler om et helt andet emne. Men hun er blevet bidt af forskning og kan sagtens se en fremtid som forsker for sig.

Så indtil videre fortsætter samarbejdet mellem den ivrige studerende og forskeren, der hellere end gerne lærer fra sig.


Vampyrer

  • Vampyrhistorier blev populære i 1800-tallets England i den såkaldte gotiske litteratur, hvor det skræmmende og overnaturlige er hovedtemaet, som en modreaktion til samtidens oplysningsideal.
  • Vampyrfiguren har en af sine første litterære optræden i novellen ”Vampyren” fra 1819, af John W. Polidori, men får først rigtigt luft under kappen knap 50 år senere i bogen ”Carmilla”, af J. Sheridan Le Fanu 1879, og selvfølgelig ”Dracula” fra 1897 af Bram Stoker.
  • De to sidste bøger bliver ofte set som den moderne litterære vampyrs fødsel og har været definerede for både vampyren og genren i de næste knap hundrede år.
     
     

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies