Skip to main content
Vandplan

SDU skal sikre rent drikkevand i Indien

Indien tørster. Næsten halvdelen af befolkningen risikerer at blive ramt af vandmangel. Den indiske regering er derfor ved at udrulle en storslået vandplan, som forskere i miljøteknologi skal hjælpe med at føre ud i livet.

Af Birgitte Dalgaard, , 07-05-2020

600 millioner indere risikerer at blive ramt af vandmangel, og otte millioner børn er i umiddelbar sundhedsfare på grund af dårlig vandforsyning, står der i den årlige vandrapport, Composite Water, som den indiske regering står bag.

Men nu har den indiske regering søsat omfattende initiativer, som skal sikre inderne rent drikkevand. Initiativer, som forskere i miljøteknologi fra Syddansk Universitet skal hjælpe med at føre ud i livet.

Blandt andet har regeringen ambitioner om, at alle husstande i Indien skal have adgang til drikkevand og toilet. Det er ambitiøst, eftersom cirka 82 procent af husene i landdistrikterne ikke har indlagt vand.

Bruger dobbelt så meget vand

– Kvinderne bruger halve dage på at hente vand, så det vil betyde enormt meget for hele levestandarden og samfundsudviklingen, hvis kvinderne fik frigivet den tid, siger professor og institutleder Jens Ejbye Schmidt fra Institut for Kemi-, Bio- og Miljøteknologi.

Han er hjemvendt fra Delhi efter at have underskrevet en hensigtserklæring, hvor SDU skal yde ekspertbistand i forbindelse med, at den indiske regering udruller den ambitiøse vandplan.

Nogle af de lavest hængende frugter er at sætte ind med vandbesparende teknologier. For mens en dansker i gennemsnit kan nøjes med at bruge 100 liter vand om dagen, bruger en inder omkring 200 liter.

Der er store kulturforskelle, og meget handler også om oplysning, men miljøproblemerne i Indien er så massive og komplekse.

Jens Ejbye Schmidt, professor

– Vandet fossede mildest talt ud af hotellets bruser i Delhi. Det vil vi aldrig opleve i Danmark. Men når jeg fortæller, at danskerne begyndte at spare på vandet efter indførelse af vandafgifter, siger inderne ”det kommer ikke til at ske”, understreger Jens Ejbye Schmidt:

– Der er store kulturforskelle, og meget handler også om oplysning, men miljøproblemerne i Indien er så massive og komplekse. Mængden af grundvand falder, og floderne er møgbeskidte; det skal angribes fra mange forskellige fronter.

Rensningsanlæg skaber energi

For forskerne på SDU handler det om at få inderne til at forstå sammenhængen mellem energi- og vandsektoren. Indien renser kun 30 procent af spildevandet. I Danmark er rensningsanlæggene lysår foran. De ikke blot renser spildevandet, de skaber også energi ud af spildevandets slam.

– Det er klart, at hvis vi kan vise inderne, at det ikke kun gavner miljøet, men også er en økonomisk god forretning at rense spildevandet med de nyeste teknologier, så bliver de meget interesserede, påpeger Jens Ejbye Schmidt:

– Fra et moderne rensningsanlæg udspringer mange forskellige muligheder. Tænk, hvis den massive luftforurening i Delhi kunne bekæmpes ved, at biler kørte på biobrændstof fra det lokale rensningsanlægs slam, siger Jens Ejbye Schmidt.

Topbillede: Ritzau Scanpix

Sådan blev SDU konsulent på den indiske regerings vandplan

Wapcos Limited kontaktede Jens Ejbye Schmidt. Wapcos Limited er en international offentlig konsulentvirksomhed under Indiens Vandministerium, som også rådgiver globalt inden for vandresurser, energi og infrastruktur. Forskerne skal yde konsulentbistand direkte til Wapcos.

Mød forskeren

Professor Jens Ejbye Schmidt har siden 2018 været leder af Institut for Kemi-, Bio- og Miljøteknologi på SDU, hvor forskere kæmper for at finde løsninger på miljø- og klimaudfordringerne. Han kom fra en stilling som direktør for iEnergy og professor på Department of Chemical and Environmental Engineering på Masdar Institute i de Forenede Arabiske Emiraters hovedstad, Abu Dhabi.

Kontakt