Skip to main content
Mennesket og havet

Vi kan bruge litteraturen til at forstå klimaforandringerne

I en ny bog viser litteraturprofessor Søren Frank fra SDU, hvordan menneskets forhold til havet har ændret sig gennem historien. Kortlægningen kan hjælpe os til bedre at forstå og handle på klimaforandringerne, mener han.

Af Jens Baisgaard Haugaard Simonsen, , 23-08-2022

Havene omkring os kommer formodentlig til at ændre sig markant på grund af klimaforandringer. Ifølge FN’s klimapanel er det meget sandsynligt, at klimaforandringer vil føre til, at Golfstrømmen og Grønlandspumpen vil aftage i dette århundrede, havene blive varmere og varmere, gletsjere og iskapper fortsætte afsmeltningen i årtier, måske sågar i århundreder, alt imens vandstanden fortsat vil stige.

Scenarierne vil have store konsekvenser for vores klimasystem, og alligevel kan klimaforandringerne være svære at begribe. For hvad betyder det for det enkelte menneske?

Litteraturen kan hjælpe

Det kan litteraturen hjælpe os med at forstå. Det mener litteraturprofessor Søren Frank, som netop har udgivet bogen A Poetic History of the Oceans: Literature and Maritime Modernity.

- Litteraturen skaber de fortællinger, som er med til at give mening til klimaforskernes grafer, siger Søren Frank.

Hans nye bog er støttet af Carlsbergfondet og kan downloades gratis.

I bogen arbejder Søren Frank med kilder helt tilbage fra antikken og frem til i dag. Geografisk har han læst og analyseret litterære værker fra det antikke Grækenland og Rom, Portugal, Island, USA, England, Frankrig, Norge og Danmark.

Hovedvægten har dog været på 1800-tallet og forfattere som Herman Melville, Jules Verne, Joseph Conrad og Victor Hugo.

Litteraturen er et arkiv over tidligere tiders måde at forstå forholdet mellem mennesker og natur

Søren Frank, professor

Samtidig præsenterer Søren Frank også læseren for fire maritime verdensbilleder, som viser hvordan menneskets forhold til havet har ændret sig fra antikken og frem til i dag.

Den teocentriske periode fra antikken og frem til ca. 1450 var domineret af en gudfrygtig levevis, der ændrede sig, da bl.a. Spanien og Portugal begyndte at finansiere opdagelsesrejser.

Det indvarslede starten på den antropocentriske periode, hvor nysgerrighed dominerede, og man begyndte at tro på, at mennesket er født til at bebo hele jorden og udforske den.

Dansker udfordrede det guddommelige

Ifølge Søren Frank er den dansk-norske søofficer Jens Munk (1579-1628) et godt eksempel på den nysgerrighed og udforsknings-trang, der kendetegnede den antropocentriske periode.

I 1619 blev han sendt afsted for at finde søvejen til Indien via Nordvestpassagen, men skibet blev skruet fast i isen og 61 besætningsmedlemmer døde af skørbug. Kun Munk og to andre besætningsmedlemmer overlevede og vendte hjem til København.

- Munk udforsker verden, han er praktisk, og han løser de problemer, han møder. Han udfordrer med andre ord det guddommelige, og i hans logbog optræder ordet ”jeg” mange flere gange end ”Gud”. På den måde er han en tidlig Robinson Crusoe-figur, inkarnationen af den praktiske fornuft, siger Søren Frank.

Fire maritime verdensbilleder

Bogen beskæftiger sig med fire tidsperioder med vidt forskellige syn på havet og mennesket:

  • Den teocentriske periode: Fra antikken og frem til ca. 1450. Det vestlige menneske lever i et gudfrygtigt samfund, hvor det lærer, at havet er farligt og skal undgås.

  • Den antropocentriske periode: Ca.1450-1850. Man begynder at tro på, at mennesket er en kraft i sig selv, som er født til at udforske og bebo hele jorden. Frygten for det guddommelige begynder at vige for udforskertrangen, og bl.a. Spanien og Portugal sender opdagelsesrejsende ud for at finde nyt land.

  • Den teknocentriske periode: Ca. 1850-1950. Opfindelsen af dampmaskinen medfører et markant skifte i menneskets forhold til havet, da dampskibet udkonkurrerer sejlskibet. Det bliver mere sikkert for mennesker at færdes på havet, og vi får pludselig en fornemmelse af, at vi kan herske over havet.

  • Den geocentriske periode: Ca. 1950-nu. Også kaldet den økologiske æra. Mennesket bliver bevidstgjort om, at jordkloden er vores hjem, og at vi skal passe på den. Naturens rolle bliver mere fremtrædende, og vi bliver bevidste om havets rolle for planetens helbred.

Det tredje maritime verdensbillede varer fra ca. 1850 og omkring 100 år frem. Da dampskibet overtager sejlskibets status, sker der et skred i forholdet mellem mennesket og havet. Vi begynder at tro, vi kan kontrollere havet, fordi dampskibet gør skibsfarten langt mere pålidelig og sikker.

I takt med at mennesket distancerer sig selv fra naturens elementer, bliver forholdet til havet dog affortryllet. Det afspejles også i litteraturen, hvor de maritime romaner begynder at skifte karakter.

- Fra begyndelsen af 1900-tallet kigges der tilbage på den nu affortryllede verden. Der skrives ikke særlig mange maritime romaner, for havet ikke længere er så fascinerende. Romaner i det 20. og 21. århundrede, som foregår på havet, er i stedet ofte historiske romaner, der kigger tilbage. Det er Carsten Jensens Vi, de druknede et eksempel på, forklarer Søren Frank.

Tilbage til naturen

I årene efter 2. Verdenskrigs afslutning træder vi ind i den fjerde og sidste periode, som Søren Frank behandler i sin bog – den geocentriske. Her bliver mennesket bevidstgjort om, at Jorden er vores hjem, og at vi skal passe på den. En vigtig stemme er den amerikanske forfatter og marinbiolog Rachel Carson, hvis værk Havet omkring os fra 1951 giver læserne en forståelse af havets centrale rolle for planetens generelle tilstand.

Men hvordan kan vi bruge litteraturen til at handle på klimaforandringerne? For Søren Frank falder svaret efter et øjebliks betænkningstid.

- Det er både svært, men også meget simpelt at svare på. Litteraturen er et arkiv over tidligere tiders måde at forstå forholdet mellem mennesker og natur. Vi ved, at udledningen af drivhusgasser er steget, men hvad betyder det for det enkelte menneske, siger Søren Frank og uddyber:

- Her kan litteraturen konkretisere klimaforandringerne for os og gøre dem håndgribelige ved at skildre menneskelige følelser, erfaringer, oplevelser og sanser.

Vi risikerer at nå et tipping point

Klimaforskerne har i årevis advaret mod, at vi vil nå de såkaldte tipping points. Hvis det sker, ser vi ind i en fremtid karakteriseret ved accelererende og uoprettelige klimaforandringer, hvis altså vi ikke rettidigt gør noget for at mindske vores udledninger af drivhusgasser. Det fører os frem til Søren Franks vigtigste pointe i bogen.

For som han ræsonnerer, så er det os mennesker, der har sat gang i klimaforandringsprocesserne – deraf navnet den antropocæne tidsalder – men hvis vi når tipping points, risikerer vi at stå magtesløse tilbage over for amokløbende processer. Derfor skal vi gentænke vores forhold til naturen, mener han.

- Vi bliver nødt til at begynde at se os selv som dybt forbundne med naturen og alt omkring os. Vi er ikke hævet over alt andet, vi er blot en del af det. Desto før vi indser det, desto bedre er vi stillet, men det kræver en mentalitetsændring hos os mennesker, siger Søren Frank.

Mød forskeren

Søren Frank er professor i litteraturvidenskab ved Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet. Han har de senere år udgivet flere artikler om litteratur og hav.

Kontakt

Redaktionen afsluttet: 23.08.2022