Skip to main content
Affolkning på landet

Kultur og entreprenørskab skal belønnes i landkommunerne

Attraktive kulturmiljøer til unge og længevarende støtte til entreprenante borgeres udviklingsprojekter er vigtige kommunalpolitiske temaer, hvis affolkningen skal bremses.

Af Kristian Sjøgren, , 11-11-2021

Forskellen mellem by og land er ikke bare et nationalt tema, men bør også være en del af kommunalpolitikernes valgsnak her op til kommunalvalget.

De unge rejser fra landkommunerne for at få en uddannelse, og for mange mangler der incitamenter til at vende tilbage. Derfor bør et tema i valgkampen være initiativer til at gøre det mere attraktivt for unge at være på landet og i provinsen.

Det mener i hvert fald lektor Pia Heike Johansen fra Center for Landdistriktsforskning på SDU:

- Et centralt kommunalpolitisk tema i mange yder- og landkommuner burde være, hvordan man kan understøtte de allerede eksisterende attraktive ungdomsmiljøer, og hvordan man skaber en ungdomskultur, som gør det attraktivt for unge at slå sig ned i kommunen eller vende tilbage til kommunen efter endt uddannelse, siger hun og uddyber:

Netværk og kultur er afgørende for, om man bliver i en kommune eller ej.

Pia Heike Johansen, lektor

- Med udflytningen af uddannelser til mange yderkommuner er det blevet endnu mere vigtigt, at man får understøttet og skabt rammer for, at ungdomskulturen kan udvikle sig. Der ville jeg kaste min energi ind, hvis jeg var kommunalpolitiker. Netværk og kultur er afgørende for, om man bliver i en kommune eller ej.

Opbakningen til initiativer bør i kommunalvalgkampen heller ikke kun drejer sig om at understøtte ungdomskultur, men i det hele taget bakke op om udviklingsprojekter.

Her peger Pia Heike Johansen på, at der i mange landkommuner er gode muligheder for at søge fonde til at etablere udviklingsprojekter, men at det er en helt anden boldgade, når det gælder driften efterfølgende.

Initiativer har brug for hjælp til driften

Den manglende politiske opbakning til driften gør, at mange gode udviklingsprojekter, der kan skabe kultur og økonomi i landområder, dør for hurtigt i forhold til deres muligheder for at blive økonomisk bæredygtige.

Vil man som kommunalpolitiker i en landkommune støtte op om gode kultur- og udviklingsinitiativer, skal man altså frem med pengepungen og bakke op om initiativerne på den lange bane.

- Det kan være meget svært at oparbejde drift på landet, fordi der er længere mellem menneskerne end inde i byerne. I byerne kan det derimod nogle gange være svært finde penge til at etablere udviklingsprojekterne, men er de først etableret, behøver man ofte ikke så meget støtte til driften, fordi den kan bæres af en stor befolkningstæthed, siger Pia Heike Johansen.

Den langsigtede udvikling

Hun understreger, at det derfor bør være et kommunalpolitisk valgtema, hvordan man finder midlerne til ikke bare etablering af gode udviklingsinitiativer, men også hvordan man finder penge til at opretholde dem.

- Bare fordi der er længere mellem mennesker på landet, betyder det ikke, at der ikke er det samme behov for kultur- og udviklingsprojekter som i byerne, fastslår hun.

Pia Heike Johansen fortæller, at en vigtig pointe er at få det erhvervsliv med, som hænger sammen med mange af de projekter, der bliver stablet på benene i landkommunerne. Det vil sige, at man ikke kun understøtter kulturlivet, men også erhvervslivet og de mange små virksomheder.

Understøtter erhvervslivet

Mange af disse virksomheder, der er kommunalt forankret, arbejder også med produkter, der rækker ud over kommunegrænserne. Det kan være indenfor klima, grøn omstilling osv. Mange af dem kan dog have svært ved at overleve uden en politisk håndsrækning til at hjælpe med netværksdannelse og i forhold til papirarbejde - hjælp til at komme igennem bureaukratiet.

- Det må man have fokus på som kommunalpolitiker i valgkampen. Hvordan man i de individuelle kommuner kan hjælpe de her små innovative virksomheder til at vokse, så de bliver levedygtige på den lange bane,« siger Pia Heike Johansen.

Mød forskeren

Pia Heike Johansen er lektor ved Center for Landdistriktsforskning og forsker bl.a. i erhvervs- og kulturliv og entreprenørskab i landkommuner.

Kontakt

Ansvarlig for siden: SDU Kommunikation

Redaktionen afsluttet: 11.11.2021