Dyreriget bliver mere rodet
Globalisering er ikke kun for mennesker: Dyrearter, der hidtil har levet isoleret fra hinanden, begynder i stigende grad at parre sig med hinanden, og nye krydsninger opstår. Hvad betyder det for biodiversiteten?
En pizzly bjørn er en krydsning mellem en isbjørn og en grizzlybjørn. En narluga er en krydsning mellem en hvidhval og en narhval. En coywolf er en krydsning mellem en coyote og en ulv.
Når to forskellige dyrearter parrer sig med hinanden og får afkom, kaldes afkommet for en hybrid. Og dem finder zoologerne flere og flere af.
Nogle gange viser hybrider sig at være levedygtige og bliver stamformer til en helt ny art, men ofte er de nogle genetiske skravl, som bliver deforme eller ikke kan reproducere sig selv og derfor dør ud.
Nazistisk krydsning af bison-arter
Et eksempel på tilsigtet hybridisering er nazisternes forsøget på at redde den europæiske bison i 1930erne:
Efter første verdenskrig var der kun 54 individer af den oprindelige europæiske bison tilbage, spredt rundt i europæiske zoologiske haver, og det fik den tyske zoolog Lutz Heck, støttet af sin jagtkammerat Herman Göring, til i 1934 at parre nogle af de tilbageværende europæiske bisoner med amerikanske bisoner.
Efter krigen blev disse hybrider destrueret og taget ud af avlsbøgerne, så de nuværende europæiske bisoner er altså racerene.
”Nogle gange er det drevet af evolution og fører til nye, stærke arter. Andre gange begynder forskellige arter at parre sig med hinanden, fordi de er pressede
Mens bison-hybriderne er planlagte og menneskestyrede - (ligesom ligeren (løve og tiger), camaen (kamel og lama) og beefalo’en (amerikansk bison og ko) – opstår der også hybrider i naturen (som med homo sapiens og homo neanderthalensis.)
- Nogle gange er det drevet af evolution og fører til nye, stærke arter. Andre gange begynder forskellige arter at parre sig med hinanden, fordi de er pressede, forklarer Jakob Christensen-Dalsgaard, zoolog på Biologisk Institut, SDU, og uddyber:
- Hvis der for eksempel ikke er ret mange individer af en art tilbage, kan de få svært ved at finde en mage og bliver derfor mindre selektive.
Hvad er en dyreart?
En dyreart defineres ofte som en population af dyr, der kan parre sig med hinanden og få levedygtige og fertile unger.
Alle dyr, der kan få levedygtigt afkom, må altså tilhøre samme art. Men sådan fungerer naturen ikke, og arter er noget, der kun foregår inde i menneskets hoved, som zoolog Jakob Christensen-Dalsgaard siger.
Kan man så bruge genetik til at bestemme en dyreart? Nej, det er heller ikke let, for der findes ingen regler for, hvor meget genetisk materiale, der skal være forskelligt for at adskille to arter.
Hvad nu hvis forskellen mellem to arter er 20 pct. af deres genetiske materiale? Er de så samme art?
Det findes der intet fast svar på.
Naturens egne hybrider kan opstå, når dyrepopulationer må søge nye levesteder og dèr støder ind i populationer af andre arter.
Arktis er et af de områder, hvor leveforholdene ændres markant i disse år, bl.a. fordi isen smelter. Tvunget af disse omstændigheder må bl.a. isbjørnene søge på land, når der ikke er is at færdes på, og der møder de fastlandets brune bjørne, som de så parrer sig med.
Et andet dyr, der er flyttet på grund af klimaændringer, er flyveegernet G. volans, der normalt lever i det sydlige Canada, men nu er flyttet længere nordpå og her har mødt en anden art flyveegern, G. sabrinus, som det har parret sig med.
Hybriderne i Lake Victoria
I den afrikanske sø, Lake Victoria, der er på størrelse med Skotland, er der i løbet af de sidste 15.000 år opstået mere end 500 arter af cichlider (små farvestrålende fisk, der også kendes fra hobby-akvarier).Artsdannelsen skyldes en tidlig hybridisering af to stamformer, der producerede en ’hybridsværm’ med øget diversitet af synspigmenter.
Et smukt eksempel på hybridisering, kalder Christensen-Dalsgaard det. De mange forskellige arter har siden levet side om side, men ikke blandet sig, og hver art har haft nogle helt bestemte signaler, fx farvekombinationer, som gjorde en fisk i stand til at genkende egne artsmedlemmer og undgå at parre sig med andre arter.
”Alle arter har nogle unikke træk, som vi endnu ikke kender, og hver gang, vi mister en art, mister vi også noget viden
Men i takt med, at søen blev mere og mere forurenet i det 20. århundrede, blev søvandet også mere grumset og mørkt – og det gjorde det vanskeligere for de forskellige cichlide-arter at se hinandens forskellige farvespil, hvilket fik dem til at hybridisere.
Over de sidste to årtier er der forsvundet anslået 200 cichlide-arter fra Lake Victoria.
De kryptiske arter
Biologen Morgane Tidiére, også fra SDU, er en af de forskere, der har fundet hybrider i sit feltarbejde. Hun interesserer sig for såkaldt kryptiske arter; dvs. arter, som er genetisk forskellige og måske også har forskellig adfærd, men ligner hinanden så meget, at de er vanskelige at skelne fra hinanden.
Flagermus-familien er notorisk kendt for at rumme mange kryptiske arter – og det gør det ikke lettere at studere dem, at de er nataktive og gemmer sig i huler og på lofter om dagen – , så Tidiére og hendes kolleger tog til Madagascar og de omkringliggende Comorerne for at teste nye metoder til artsbestemmelse.
Her analyserede de DNA fra 200 flagermus og fik bekræftet, at hulerne var beboet af de næsten identisk udseende arter C. pusillus og C. leucogaster.
Men til deres overraskelse viste DNA-analyserne også, at 53 af de testede individer, dvs. mere end en fjerdedel, var hybrider; altså resultatet af en parring mellem C. pusillus og C. leucogaster.
Udvanding af dyrenes arvemateriale
De mange hybridflagermus er et godt eksempel på det, som Jakob Christensen-Dalsgaard kalder ”rod i naturen”.
- Naturen er noget rod. Den passer ikke altid ind i de kasser, vi forsøger at putte den i. Faktisk er der ikke nogen faste regler for noget som helst. Det er det, der gør biologi så fantastisk, siger han.
Ligesom hybridisering kan frembringe nye arter, kan eksisterende arter også blive mere sårbare af hybridisering, forklarer han:
Hvis dyr fra forskellige arter parrer sig og danner hybrider, kan hybriderne jo udkonkurrere forældrearterne, så de forsvinder - og med dem nogle unikke træk, som karakteriserede forældrearterne. Eller hybriderne kan parre sig med forældre-arterne, så man risikerer, at forældre-arternes arvemateriale bliver udtyndet eller swamped, som det kaldes af forskerne.
I begge tilfælde kan det føre til tab af genetisk information.
Danmarks grønne hybridfrø
- Den grønne frø (Rana esculenta), der lever i Danmark, er en hybrid af to forældrearter; latterfrøen (Pelophylax ridibundus), som findes på Bornholm (men ikke i resten af Danmark) og den kortbenede grønne frø (Pelophylax lessonae), som ikke findes i Danmark.
- Syd for Danmark parrer latterfrøen og den kortbenede grønne frø sig, og resultatet bliver grønne frøer.
- I Danmark parrer de grønne frøer sig med hinanden eller de få latterfrøer, der findes på Bornholm.
I takt med at dyrs levesteder forsvinder eller indskrænkes, giver det i høj grad mening at forestille sig en øget hybridisering og dermed en øget risiko for, at en arts arvemateriale bliver udvandet, så arten mister nogle af sine karaktertræk.
- Alle arter har nogle unikke træk, som vi endnu ikke kender, og hver gang, vi mister en art, mister vi også noget viden, lyder det fra Jakob Christensen-Dalsgaard, der uddyber:
- Jeg kan godt græde over, at vi ikke længere har fx dronter og steller’s søkøer. De havde nogle unikke træk, som vi aldrig kommer til at kende.
Det største problem er tab af levesteder
Jakob Christensen-Dalsgaard ser ikke hybridisering i sig selv som et stort problem. Det har altid foregået, pointerer han, - og sikkert i større omfang, end vi lige går og tror -, så fænomenet i sig selv er ikke nyt.
- Det største problem er, at dyrenes levesteder forsvinder eller fragmenteres, så de ikke har den plads, de har brug for.
Det er ikke kun pattedyr, der hybridiserer: Den videnskabelige litteratur beretter også om cubanske/amerikanske krokodiller, russisk stør/amerikansk spadestør, tømmerklapperslange/vestlige diamantklapperslange, rødstrubet ørred/regnbueørred, myrer, bier, hvepse og termitter.
Mød forskeren
Jakob Christensen-Dalsgaard er lektor på Biologisk Institut. Han interesserer sig særligt for krybdyrs og padders adfærd og hørelse