Skip to main content
Giftstoffer

Gamle bøger kan være giftige

Syddansk Universitetsbibliotek har fundet flere giftige bøger på hylderne. Nu opfordrer biblioteket til, at der laves nye internationale retningslinjer for håndtering af gamle bøger og bogsamlinger.

Af Anders Boe, , 27-12-2019

Især den grønne farve kan være giftig, for den kan være lavet med brug af arsen, eller populært, arsenik.

Postdoc Thomas Delbey og professor Kaare Lund Rasmussen, begge fra Institut for Fysik, Kemi og Farmaci, har undersøgt en række af de gamle bøger på Syddansk Universitetsbibliotek og fundet giftige grundstoffer i flere bogbind.

På en af bøgerne – Anglica Historia fra det 16. århundrede – er hele bogomslaget malet med den giftige grønne farve. Indtil videre har de to forskere fundet tre bøger på SDU, og senest har de også fundet en giftig bog på Smithsonian Libraries i Washington.

Bekymring hos bibliotekarer

Fundene og potentialet for, at der kan være mange flere ude i verden, bekymrer bibliotekarerne på SDU.

Forskningsbibliotekar Jakob Povl Holck og hans kolleger arbejder derfor sammen med den internationale biblioteksorganisation, IFLA, for at lave nye retningslinjer for håndteringen af gamle bogsamlinger og potentielt giftige bøger.

Det er især, når der bladres og slikkes på fingrene, at arsenet kan ende i fordøjelsessystemet og dermed være skadelig.

Så vidt forskerne ved, er ingen døde af berøring med de gamle bøger, men man bør undgå at få giften ind i kroppen.


CHART

  • Kaare Lund Rasmussen står i spidsen for CHART, der er SDU's forskningsteam for kulturarv og arkæometri.
  • Teamet udfører arkæometrisk forskning i kulturarvsgenstande ved hjælp af analytisk kemi.
  • De vigtigste fokusområder er menneskelige knogler, keramik, bygningsarkæologi og bløde materialer.
  • CHART er en forkortelse af the Cultural Heritage and Archaeometric Research Team at SDU.
Mød forskeren

Kaare Lund Rasmussen er professor og forsker i arkæometri. Han rejser rundt i hele verden og finder ting, som kunne være spændende at analysere. Han undersøger alt lige fra Tycho Brahes skæg til murstenene fra en kirke i Sorø.

Kontakt

Mød forskeren

Thomas Delbey er postdoc på Institut for Fysik, Kemi og Farmaci

Kontakt