Menu
Nanooptik

Fornem hæder til ”Master of Light”

Professor Sergey I. Bozhevolnyi er pioner inden for plasmonik og nanooptik. Begge hænder skal i brug, hvis man skal tælle de koncepter, som kan tilskrives topforskeren. Nu modtager han Villum Kann Rasmussens Årslegat på 5 mio. kr.

Af Sune Holst, suneholst@mci.sdu.dk
Foto: Simon Knudsen

Sergey I. Bozhevolnyi har etableret sig som verdensledende forsker, der beskæftiger sig med at designe og styre optiske felter på en skala mindre end lysets bølgelængde.

Han er ophavsmand til nanooptik på den internationale forskningsscene, leder af Center for Nano Optik under Mads Clausen Instituttet på SDU, kommer oprindeligt fra Rusland og har været tilknyttet danske universiteter i mere end 25 år.

Nu modtager han Villum Kann Rasmussens Årslegat på 5 mio. kr. for sit markante bidrag til teknisk og naturvidenskabelig forskning. Årslegatet overrækkes den 23. januar 2019.

Brillant forsker

- Vi er stolte over at kunne hædre en så brillant forsker som Sergey I. Bozhevolnyi. Hans evne til at kombinere ypperlig grundforskning med et væld anvendelsesmuligheder kan vise sig at være skelsættende for fremtidige nano- og kvanteteknologier.

-Der er god grund til at være stolt over, at Sergey har valgt at udfolde sin forskning på danske universiteter, siger Jens Kann-Rasmussen, bestyrelsesformand i VILLUM FONDEN.

Om Årslegatet

Villum Kann Rasmussens Årslegat til Teknisk og Naturvidenskabelig Forskning gives en gang om året til en forsker, der i enestående grad har skabt forskningsgennembrud indenfor de tekniske og naturvidenskabelige fag. Med prisen, som første gang blev overrakt af VILLUM FONDEN i 1987, følger 5 mio. kr., heraf er de 500.000 en personlig hædersgave.

Årslegatet bliver uddelt hvert år på årsdagen for Villum Kann Rasmussens (1909-93) fødselsdag den 23. januar.

Sergey I. Bozhevolnyi har med en række banebrydende publikationer formet det nanooptiske forskningsfelt.

Da han begyndte sin forskning på feltet i slutningen af 1990erne, var der kun udgivet en håndfuld artikler om nanooptik.

I dag udgives der over 5.000 om året, og en stor del leder tilbage til Sergey, hvorfor han nu for andet år i træk er at finde på Clarivate Analytics liste over verdens mest citerede forskere.

Man kan med rette kalde Sergey I. Bozhevolnyi for både pioner og Master of Light.

Ny teknik til solceller

-Jeg er taknemmelig over den store anerkendelse – og beæret over at blive en del af rækken af excellente forskere, der har modtaget årslegatet. Det havde jeg ikke forestillet mig, da jeg kom til Danmark for 27 år siden, siger Sergey I. Bozhevolnyi.

Hans forskning har ført en lang række erkendelser og anvendelsesmuligheder med sig.

Sammen med sit forskerhold på SDU Nano Optik arbejder Sergey I. Bozhevolnyi blandt andet på at bruge metaller til at omdanne lys til elektricitet med ekstremt lille spild. Den nye teknik åbner muligheden for en helt ny måde at producere solceller på.

Laserudstyr til forskning i nanooptik.

De har desuden opnået gennembrud i at kunne styre lys i kredsløb på nanoskala.

Det kan blive grundstenen til fremtidens kvantecomputere.

-Når information fra internettet ender på computeren, går den fra at blive ledet af hurtigt lys til at blive bearbejdet af langsomme elektriske kredsløb. Der opstår en flaskehalseffekt, som vi er i gang med at eliminere, siger Sergey I. Bozhevolnyi.

At farve med nanostruktur

Og så har Sergeys forskning vist nye måder, man kan farve på ved hjælp af nanostrukturer. I stedet for farvestoffer ændrer man overfladens struktur og får på den måde overfladen til at skifte farve gennem en lysspredningseffekt.

Vi kender teknikken fra naturen, hvor sommerfuglevinger og påfuglehaler benytter sig af et lignende koncept.

Og da vi er nede i en opløsning på over 100.000 punkter pr. tomme, åbner teknikken op for et utal af anvendelsesmuligheder. Man kan blandt andet lagre store mængder af information på et ubegribeligt lille område.

Om Villum Fonden

VILLUM FONDEN er en almennyttig fond, der støtter teknisk og naturvidenskabelig forskning samt miljømæssige, sociale og kulturelle formål i ind- og udland.

VILLUM FONDEN er stiftet i 1971 af civilingeniør Villum Kann Rasmussen - grundlægger af bl.a. VELUX A/S og andre firmaer i VKR Gruppen, der har til formål at bringe dagslys, frisk luft og et bedre miljø ind i menneskers hverdag. VILLUM FONDEN er hovedaktionær i VKR Gruppen.

Læs mere

Hvis du er interesseret i forskning i nanooptik, kan du læse mere om SDU Nano Optik, som er en forskningsenhed ved Mads Clausen Instituttet på SDU.

Du kan også læse Teknisk Fakultets portræt om professor Sergey I. Bozhevolnyi.

Mød forskeren

Sergey I. Bozhevolnyi blev født i 1955 i Rusland. Han flyttede til Danmark i 1991. Han er adjunkt (1992-1994), lektor (1994-2002) og professor (2003-2010) ved Aalborg Universitet; lektor ved DTU (1998-1999) og professor og leder af SDU Nano Optik, Mads Clausen Instituttet ved SDU, siden 2008.

Kontakt

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies