Filosofi

Filosofiprofessor hjælper med at finde lykken

SDU-filosof Søren Harnow Klausen skriver modsvar til Brinkmann-kritikken af vores jagt på lykken, for lykke og det gode liv er det allervigtigste for os mennesker, fastslår filosofiprofessoren. Nu udkommer hans bog om, hvad lykken er.

Af Susan Grønbech Kongpetsak, , 15-11-2018

Strømmen af intellektuelle bøger, der kritiserer det moderne menneskes jagt på lykke og fokus på selvrealisering har fået SDU-professor Søren Harnow Klausen op i det akademisk røde felt.

For filosofiprofessoren er lykken og det gode liv noget af det allervigtigste for os mennesker, og derfor giver han i ny bog svar på, hvad lykken er.

- Det har i gennem årene hidset mig op, at mange akademikere har en tendens til at tale udenom, når det kommer til lykke. Og da vi nu ser en stærk strømning både i Danmark med Svend Brinkmann og internationalt, der slår et slag for, at vi skal tænke mindre over lykken, så var jeg simpelthen nødt til at komme til tasterne, for jeg er slet ikke enig.

Filosoffen om Danmark som verdens lykkeligste land

- Jeg har det grundlæggende ambivalent med lykkemålinger på befolkningsniveau, fordi de alle baserer sig på selvrapportering og går ud fra, at folk selv kender deres lykke.

- Men pointen er, at vi ikke altid kender vores egen lykke; folk kan sagtens sige, at de har det godt, men man kan jo se på ansigtsfarve og kropssprog, at de ikke har det særlig godt. Mange føler en forpligtelse til at sige, at de har det bedre, end de egentlig har. Det viser begrænsningerne i målingerne.

I den nye bog På sporet af din lykke slår Søren Harnow Klausen et slag for at give lykken en chance til – både i livet og i samfundsdebatten. Bogen guider vej til det gode liv gennem eksempler fra både filosofi, musik og populærkultur som biografier og ugebladsbrevkasser.

- Man finder svar på, hvad lykke er i bogen. Det er dog ikke sådan, at man kan slå op på sidste side og læse svaret, men skal sætte svaret sammen af de byggeklodser, som jeg præsenterer meget klart.

-Bogen taler til den almindelige læser om et kompliceret emne som lykke. Derfor går jeg længere end jeg pleje, og siger noget forholdsvis direkte om, hvordan man bedst kan leve sit liv. Men det forbliver også en sandhed, at den enkeltes lykke i detaljer må den enkelte tage vare på.

Tommelfingerregler til det gode liv

Hvor Brinkmann giver en syv-trins-guide til at stå fast, så præsenterer professor Søren Harnow Klausen i bogen tre tommelfingerregler, der kan hjælpe til et mere lykkeligt liv.

1. Gode oplevelser er ikke at foragte – Gode oplevelser er ofte et fy-ord, når akademikere beskæftiger sig med lykken. Det opfattes som noget hurtigt og overfladisk, der formentlig indebærer, at man spiser for meget mad og kører i hurtige biler, der forurener. Men det er en alt for snæver forståelse, man er nødt til at se gode oplevelser i deres sammenhæng.

Billedet viser en kvinde bagfra, som kaster blade op i luften.

2. Emotioner er meget vigtige, men bliver ofte overset - Vores baggrundsagtige psykiske tilstande eksempelvis i forhold til tryghed er meget vigtige for vores velbefindende. Men det perspektiv er blevet overset både akademisk og blandt almindelige mennesker. Det er et dobbeltproblem, hvis det betyder rigtig meget, at folk faktisk ikke kender deres egen lykke eller ulykke.

3. Man skal blive sig selv - Man skal stræbe efter en god sammenhæng mellem ens selvforståelse og det man går og gør. For det er skidt for én, når det ikke stemmer overens. Til eksempel kan nævnes Bo Lidegaards biografi om tidligere statsminister Jens Otto Kragh, der aldrig rigtig blev lykkelig. Det gik så godt, men det var faktisk skidt, fordi han ikke kom overens med sig selv.

Brug for eget kompas

Netop derfor opponerer professor Søren Harnow Klausen i sin nye bog mod ideerne om at iføre sig nej-hatten, undertrykke sine følelser og være mere optaget af fællesskabet end sig selv:

- At ville være noget for andre først og fremmest er en meget usikker satsning, som meget vel kan ende med, at man får et mindre lykkeligt liv. For man kan sjældent gøre noget for andre, hvis man ikke selv er nogenlunde godt kørende.

-Desuden opfatter jeg ikke verden og fællesskabet i dag som så perfekt, at vi bare kan overgive os til det uden at have et eget kompas, som ligger hos os selv, siger filosofiprofessoren.

Lykken er noget, man arbejder sig henimod

Søren Harnow Klausen, professor

Søren Harnow Klausen understreger samtidig, at man ikke skal forvente nogle hurtige fix i forhold til at finde lykken, når man har læst hans bog. Det er netop hele pointen, at lykken ikke findes i et eller flere leveråd, men skal være selvgjort.

- Lykken er noget man arbejder sig henimod. Der ligger i at blive sig selv, at man hen ad vejen prøver at justere det man gør, til den man er, og det man tror på eller omvendt. Det er en slags trial and error-proces, hvor omgivelsernes feedback spiller en stor rolle.

- Det hører med til at finde sig selv, at man nogle gange træffer nogle mærkelige valg, lærer af det og har processen med i bagagen.

Søren Harnow Klausens bog På sporet af din lykke udkommer 15. november på forlaget Lindhardt og Ringhof.

Læs mere

Billedet viser forsiden på Søren harnow Klausens nye bog På sporet af din lykke.
Mød forskeren

Professor Søren Harnow Klausen forsker i filosofi og bl.a. velfærd og lykke ved Institut for Kulturvidenskaber på SDU. Han står i spidsen for Velux-projektet Ældrevelfærd og alkohol – en vanskelig cocktail, et tværfagligt SDU-projekt, der bistår Vejle Kommunes ældrepleje i forhold til problematikker omkring ældre og alkohol. Og har netop skrevet bogen På sporet af din lykke – guide til det gode liv.

Kontakt

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies