Menu
Dybhavsforskning

Han er fascineret af havets ukendte dybder

Professor Ronnie N. Glud står i spidsen for en danskledet ekspedition, der udforsker nogle af de mest ufremkommelige steder på jorden - de dybeste oceangrave på op til 11 kilometers dybde.

Af Katrine Findsen, , 25-04-2018

 

Solen rammer havoverfladen og får lyset til at spille hen over bølgerne. Kun et enkelt skib bryder det endeløse blå, og ombord på skibet er erfarne dybhavsforskere. Men der, hvor deres avancerede udstyr skal hen, når solen ikke ned. Der er kun mørke.

Men der er faktisk masser af liv i havets dybeste grave, pointerer professor Ronnie N. Glud, der sammen med en tysk kollega leder en ekspedition med 31 forskere, der netop nu er på vej på et fem ugers togt mod den omtrent otte kilometer dybe Atacamagrav ud for Chiles kyst.

Ronnie N. Glud har gjort det til sin levevej at udforske verdenshavene, og deriblandt også de mørkeste afkroge. Vi taler om dybder på helt op til de omtrent 11 kilometer i Marianergraven i Stillehavet.


Det nuværende forskningsprojekt – HADES-ERC – løber i fem år, og forskergruppen skal blandt andet aflægge tre grave et besøg.

Holdets første tur gik til Kermadecgraven ved New Zealand, næste opgave er Atacamagraven, hvor ekspeditionen er på vej til nu.

Og de slutter af i Japanergraven, der – som navnet antyder – ligger ud for Japans kyst. De tre grave ligger under vandmasser med meget forskellig produktivitet, og forskningsholdet forventer, at det afspejler sig i det liv, de møder i dybet.

Fascinationen af det ukendte

– Helt tilbage fra jeg var barn, har jeg altid være fascineret af naturen og havde et lille værelse fyldt med akvarier og dyr. Så det med at læse til biolog og senere mikrobiologi og biogeokemi har altid været en del af min interesse, fortæller Ronnie N. Glud.

– Men at det også inkluderede at arbejde på de største dybder, lå ikke som sådan i kortene.

-Jeg tror, det blandt andet er drevet af fascinationen af, at der stadig findes områder i verdensoceanerne, der er totalt uudforskede. Det trigger jo de fleste, forklarer han og refererer smågrinende til Jules Vernes ”En verdensomsejling under havet”.

Biologiske oaser

Verdenshavene er domineret af dybhavssletter, der ligger i fem-seks kilometers dybde, og så er der 27 hadale grave, der tilsammen dækker et areal svarende til Australien. De største dybder benævnes hadale grave efter de gamle grækeres dødsrige Hades.

Men trods det lidet lovende navn er der langt fra dødt i de dybe grave, fortæller Ronnie N. Glud.

Han forklarer, at det igangværende forskningsprojekt oprindeligt udsprang af en tese om, at der trods den lave biologiske aktivitet på store havdybder ville komme et punkt, hvor den biologiske aktivitet igen ville stige. En tese, han bekræftede i Marianergraven tilbage i 2010.

Faktaboks: Om forskningsprojektet

  • Et forskerteam udforsker tre af de dybeste grave, der alle ligger i Stillehavet – Kermadecgraven ved New Zealand, Atacamagraven ved Chile og Japanergraven ud for Japans kyst.
  • Projektet hedder HADES-ERC, er fem-årigt og er finansieret af ERC (European Research Council) med cirka 25 millioner kroner.

– Hvis man forestiller sig en grav som et stort V ned i havbunden, vil mængden af næring akkumulere i bunden, og den vil derfor være større end højere oppe på de store sletter. Vi udviklede et specialinstrument, der kunne måle iltforbruget på de store havdybder, og det viste sig, at vi havde ret.

­­­- Når vi kom helt ned på bunden, var der en forøget biologisk aktivitet. Antallet af aktive bakterier steg altså, når vi kom helt ned i bunden af graven. Det var vildt fascinerende, fortæller Ronnie N. Glud begejstret.

Forskerne undersøgte to andre grave for at få bekræftet deres opdagelser, og med positive oplevelser i bagagen blev det nuværende projekt søsat; nemlig at se på, om de dybeste steder i gravene i virkeligheden er oversete biologiske oaser.

Betydning for livet på jorden

Biologiske oaser lyder så idyllisk, men der er trods alt ikke tale om svajende palmer. Fisk og meget andet dyreliv findes ikke, når man når cirka otte kilometers dybde.

Her domineres livet af bakterier, små mikrobiske dyr samt dyr som orme og tanglopper i XL-størrelse, der alle lever af organisk materiale i form af alger og døde fisk og smådyr, der synker ned fra oven.

Der er altså langt til den farvestrålende underverden af smukke koraller og tangskove, der normalt fascinerer dem, der dykker under havoverfladen. Men forskernes interesse har naturligvis et helt andet fokus end æstetik, siger Ronnie N. Glud.


– Vi vil gerne undersøge, hvad betydningen af de her hotspots er for de generelle elementkredsløb, vi arbejder med på jorden – altså hvordan kulstof og kvælstof bevæger sig rundt. Og så er det fascinerende at udforske det mikrobielle liv der findes dernede ved det ekstremt høje hydrostatiske tryk.

– Samtidig kan forholdene i gravene fortælle noget om vi menneskers påvirkning af havmiljøet, pointerer Ronnie N. Glud.

– Fire måneder efter det store jordskælv i Japan i 2011 kunne det ses, hvordan skælvet havde påvirket livet i bunden af Japanergraven. Store mængder af materiale var blevet fokuseret og deponeret i de centrale dele af graven, inklusive radioaktivt materiale fra det beskadigede atomkraftværk Fukushima.

- Det siger lidt om, hvor hurtigt menneskeskabt affald kan ende i oceangravene, fortæller han og forklarer, at for eksempel plastaffald også er et fokusområde, når forskerholdet tager ud på den næste ekspedition.

Avanceret udstyr

Der skal speciallavet udstyr til at tage prøver og måle på de ekstreme dybder. Det meste udstyr udvikler forskerne selv.

Ronnie N. Glud har siden sin ph.d.-afhandling som biolog blandt andet beskæftiget sig med at lave undervandsinstrumenter, og han arbejdede med området gennem en del år på Max Planck Instituttet i Bremen.

Efter en afstikker til Københavns Universitet og derefter til Skotland, hvor hans fokus var på andre aspekter af biologien og biogeokemien, kom han til SDU og genoptog blandt meget andet sin interesse for dybhavsforskning.

– Den store udfordring er, at man ikke blot kan tage prøver op fra de store dybder, da forandringer i hydrostatisk tryk og temperatur kan påvirke de processer, vi ønsker at undersøge.

- Derfor har vi måttet udvikle udstyr, som vi kan sende ned i bunden af havet, og som kan måle og analysere direkte nede på bunden, forklarer han.

Det er en form for robotter, der frigøres fra skibet og synker ned i dybet, og robotterne tager også vandprøver og sedimentprøver, altså prøver af havbunden, med op.

Tryktank på SDU

– En ny generation af instrumenter er blevet udviklet og gennemtestet og er nu klar til brug. Vi har også lavet en stor tryktank i kælderen her på SDU, hvor vi kan lave et tryk, der svarer til ti kilometers vanddybde.

- På den måde kan vi undersøge, hvordan tryk påvirker nedbrydningen af organisk materiale, bakterier og enzymer gennem en række kontrollerede forsøg.

-Endvidere giver tanken mulighed for at teste noget af vores udstyr, forklarer han.

Viden for videns skyld

Glud og hans forskerteam er allerede på havet igen på vej ud efter nye indsigter i den fascinerende verden under os. Han pointerer, at de vigtige opdagelser, de har gjort undervejs, er drevet af en basal nysgerrighed, og at der ikke nødvendigvis skal være et afledt anvendt potentiale i al forskning.

– Viden er jo interessant for videns skyld. Det går ofte tabt i BNP og økonomi og snak om det forretningsmæssige potentiale. Det er basalt set spændende at forstå den planet, vi lever på, og de kredsløb, vi er en del af.

- Det er i sig selv fascinerende. Det er naturligvis dejligt, hvis vores grundforskning også har et anvendelsesmæssigt potentiale, men det er ikke det, der er drivkraften bag vores arbejde, understreger han.

Faktaboks: De dybestegrave

  • Gennemsnitsdybden for oceanerne er 3,8 km, og hav dækker 70 procent af jordens overflade.
  • Der findes 27 grave, der er dybere end 6.000 meter. Oceangravene dannes der, hvor jordens kontinentalplader kolliderer, og hvor den ene plade presses ned i dybet.
  • Den dybeste grav er Marianergraven i Stillehavet, der er ca. 10.900 meter på det dybeste sted. Trykket på bunden af Marianergraven er 1.072 gange højere end på landjorden, og graven er cirka 2.500 kilometer lang og gennemsnitligt 69 kilometer bred.
Blå bog

Professor Ronnie N. Glud er biolog og biogeokemiker. Han forsker blandt andet i de dybeste grave i verdenshavene, og står lige nu i spidsen for et stort forskningsprojekt, der ser på livet i oceangravene. Han har også et professorat på Tokyo University for Marine Science and Technology.

Kontakt

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies