Menu
Innovation

Droner sikrer 40.000 flere græskar

Ved at udnytte ny teknologi har Nordeuropas størst græskaravler solgt 40.000 flere græskar. Ved hjælp af droner, kamera og billedanalyse er det lykkes SDU- forskere at tælle græskarrene på marken.

Af Birgitte Dalgaard, bird@tek.sdu.dk

Det går stærkt ude på græskarmarkerne ved Gyldensteen Gods på Nordfyn. I ugerne op til halloween skal 400.000 græskar samles og sendes til butikkerne.

Men ved at udnytte ny teknologi er det lykkes græskaravler Frants Bernstorff-Gyldensteen at optimere årets salg med 40.000 græskar.

- Jeg kan sove meget mere roligt, fordi jeg har overblik over udbyttet. Jeg har kunnet sælge 40.000 flere græskar, fordi jeg nu ved ret præcist, hvor mange græskar, der ligger på marken fra oversigtskort, fortæller Frants Bernstorff-Gyldensteen.

Teknologien har optimeret hans salg, så græskarrene ikke går til spilde, men i stedet pynter til halloween

Henrik Skov Midtiby, lektor

Sidst i september modtog Frants Bernstorff-Gyldensteen to oversigtsbilleder fra SDU. Droner havde taget billeder af græskarmarkerne og et computersystem var dernæst i stand til at tælle de orange pletter på billederne og spytte et samlet antal græskar ud.

- Som forsker er det stort at have udviklet et program, som landmanden stoler så meget på, at han tør at basere sit salg på vores data.

-Det er en stor tillid han viser vores system, og heldigvis viser det sig, at teknologien har optimeret hans salg, så græskarrene ikke går til spilde, men i stedet pynter til halloween, siger forsker i computervision, Henrik Skov Midtiby fra SDU Dronecenter.

Millioner til at optimere landbrug

Efter den succesfulde businesscase har forskerne nu rettet øjnene mod andre afgrøder på markerne ved Gyldensteen Gods.

Forskerne har modtaget næsten 15 millioner kroner fra Miljø- og Fødevareministeriets midler til Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP) til projektet SqM-Farm, hvor de skal forsøge at optimere udbyttet af løg og korn.

- Landmanden har ingen mulighed for at overskue ukrudt, skadedyr og generel vækst på 700 hektar jord, men hvis vi udvikler computersystemer, som via billedbehandling kan advare landmanden, når noget på markerne afviger fra normalen, har han mulighed for hurtigt at sætte ind og bekæmpe skaderne, inden de når at brede sig, påpeger Henrik Skov Midtiby.

Billedet viser, hvordan software bruger billederne fra dronen til at tælle græskar på marken.

I projektet skal forskerne både arbejde med billeder fra satellitter, droner og kørende markrobotter. Satellitterne kan give forskerne det helt store overblik, dronerne kommer tættere på, mens markrobotterne har mulighed for at tage nærbilleder.

- Markerne ved Gyldensteen Gods ligger indenfor det droneluftrum på Nordfyn, som Trafikstyrelsen har dedikeret til droneflyvning. Derfor forestiller vi os på sigt, at vi kan taste koordinater ind i dronen, sende den afsted fra HCA Airport med besked om at tage billeder af markerne.

-Når den vender tilbage, kan vi hurtigt behandle billederne. Så slipper vi også for at køre til Gyldensteen, siger Henrik Skov Midtiby.

Projekter

Udbytteanalyse
  • Titel: Drone-based Agriculture Yield Analysis
  • Bevillingsgiver: Energi Fyns Udviklingsfond
  • Projektdeltagere: Gyldensteen Gods og SDU
  • Bevilget beløb: 140.000 kroner 

Optimering af udbytte
  • Titel: Kunstig intelligent automatiseret big data stedspecifik beslutningsstøtte til landbrug / SqM-Farm
  • Projektdeltagere: Agro Intelligence, Aarhus Universitet, Gyldensteen Gods, Syddansk Universitet, Conpleks Innovation, Ceptu, IBM, RoboCluster
  • Projektperiode: 01. januar 18 – 31. december 20
  • Bevilget beløb: 14.796.460 kr.

Læs mere

Mød forskeren

Henrik Skov Midtiby er lektor og forsker i computervision på SDU Dronecenter, Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet.

Kontakt

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies