Skip to main content
Demokrati

Demokratiet står i en midtlivskrise

Demokratiet har oplevet markante tilbageslag over de seneste årtier. I ny bog undersøger danske forskere de demokratiske problemer i dybden, og konklusionen er klar: Problemerne er ganske alvorlige og corona-krisen gør det ikke bedre.

Af Susan Grønbech Kongpetsak, , 22-09-2020

Hvor alvorlig er demokratiets krise?

Det er ganske alvorligt mange steder. Selvfølgelig er der fortsat masser af stærke og velfungerende demokratier, fx i Skandinavien. Men der er ingen tvivl om, at demokratiet har oplevet ganske markante tilbageslag i mange lande verden over de seneste årtier, helt modsat forventningerne efter murens fald.

I bogen analyserer vi situationen i en række af de lande, hvor der er demokratiske problemer, og det er en af vores væsentlige konklusioner, at der er store forskelle landene imellem.

Fra Bolsonaros Brasilien der på dramatisk vis er rykket langt ud på højrefløjen og har opbygget et meget autokratisk system (autokrati defineres som styreform, hvor én person har ubegrænset magt, red.) til den mindre dramatiske Brexit-krise i England, hvor det ikke giver mening at tale om autokratisering, men udviklingen alligevel har demokratiske konsekvenser for befolkningen.

 

Hvorfor er de autokratiske tendenser så fremtrædende i mange lande?

Forklaringer er meget forskellige, fordi landene har meget forskellige udgangspunkter. I Mellemøsten, som jeg forsker i, er tendensen for en lang række lande, at der er sket en øget autokratisering af lande, der i forvejen var stærkt autokratiske. Eksempelvis har Tyrkiet, Egypten og Iran udviklet sig til noget, der var endnu værre end før, mens et land som Tunesien er rykket i en mere demokratisk retning.

Samtidig har vi i de seneste årtier set ganske holdbare og stærke autokratier i bl.a. Rusland og Kina, som spiller meget markante roller globalt. Og så bliver det selvfølgelig enormt spændende at følge det amerikanske valg, hvor det skal afgøres, om de demokratiske tilbageskridt fortsætter fire år mere.

I arbejdet med bogen er det blevet tydeligt, at der er meget stor diversitet i, hvor det bevæger sig henad med demokratiet i verdens lande. Derfor er det så væsentligt at få beskrevet og forklaret de mange forskellige varianter af politiske systemer, der udvikler sig i disse år. Det øger forståelsen af udviklingen og kan bidrage til at fastholde det pressede demokrati.

 

Hvad betyder det for befolkningerne?

Det har betydelige konsekvenser. Og corona-krisen, som har braget løs, mens vi skrev bogen, er godt i gang med at forstærke de autokratiske tendenser i flere lande. Statsledere som Viktor Orban i Ungarn og styrerne i fx Iran og Egypten har benyttet krisen til at lukke landene yderligere og forbyder demonstrationer, og at man samler sig - under henvisning til Covid-19. Og de forbud vil vare i nogen tid endnu, nok også længere end de er nødvendige i forhold til corona-krisen.

Værst ser det – i min optik – ud i Tyrkiet, Brasilien og Iran, hvor de borgerlige rettigheder er væsentligt indskrænket og politisk opposition og kritiske udtalelser får ubehagelige konsekvenser i form af fyringer, fængslinger, repressalier eller lign. 

 

Hvad er det dybere problem?

Forklaringerne er langt fra ens, men man kan pege på tre overordnede tendenser;

Siden finanskrisen i 2008-2009 har en række lande været i meget alvorlige økonomiske problemer, som de har haft svært ved at komme ud af.

Der er sket betydelige omstruktureringer af det internationale politiske samarbejde, særligt fordi Trump og Putin er ledere, der ikke bidrager til fremme af det globale samspil, men sætter egne interesser før det internationale samarbejde.

Nationalismen og vanskelighederne med migrationsspørgsmål er selvfølgelig en væsentlig del af det her. I lande hvor alliancer af politiske ledere og befolkningsgrupper ønsker en anden udvikling - væk fra det liberale demokrati – så italesætter man nationalismen, som en måde at bevæge sig et andet sted hen. Her bliver kræfter udefra gjort til syndebukke og man sejler op mod eksperter, EU-bureaukratier og andre eliter, som man hævder er problemet.

 

Hvilke løsninger ser du på demokratiets krise?

Det er bogens udgangspunkt, at det liberale demokrati er at foretrække; det er det bedste bud på styreform, vi har. Derfor må det gælde om at fastholde det og kæmpe for demokratiet gennem et internationalt samarbejde og villighed til at hjælpe, hvor der er behov.

I bogen beskriver vi et antal tilfælde, hvor det går i den gale retning, fordi det er afgørende at vide, hvordan tingenes tilstand er. Så er man bedre klædt på til at prioritere ulandsbistand og internationale samarbejder, hvor man kan støtte nogle progressive udviklinger fremfor at fylde flere penge i et korrupt styre.  

Endelig er det centralt - i en periode som denne, hvor der er ganske mange demokratiske tilbageskridt – at der kommer nogle bevægelser nedefra, som slås for det demokrati, der trods alt findes.  

Topfoto af Tyrkiets præsident Recep Erdogan: Bulent Kilic/Ritzau Scanpix

Kort om bogen

Forside på bogen: Demokratiets kriseI ”Demokratiets krise – og de nye autokratier” sætter en række danske forskere – heraf fem fra SDU – fokus på det moderne globale demokratis krise og de udviklinger, som i disse år sætter demokratiet alvorligt under pres i en række lande. Bogen er redigeret af SDU-lektor Peter Seeberg og professor Mikkel Thorup fra Aarhus Universitet.

Bogen udkommer 22. september 2020.

Mød forskeren

Peter Seeberg er lektor ved Center for Mellemøststudier på SDU og forsker især i Mellemøsten og regionens relationer til EU i forhold til migration og sikkerhed. Han har netop - med en kollega - redigeret og bidraget til bogen ”Demokratiets krise”.

Kontakt