Skip to main content
Vandkvalitet

Biologer har brug for din hjælp

Vidste du, at der er 9000 søer på Fyn? Vi mangler vandprøver fra dem – vil du tage en med til forskerne, hvis du er på tur?

Af Birgitte Svennevig, , 14-09-2020

Danmark er fuld af søer og vandhuller – ca. 200.000 i alt. Store og små, rene og beskidte, naturlige og menneskeskabte.

Hvordan har de det? Det vil biolog Sara Egemose gerne vide mere om, og hun har brug for danskernes hjælp.

I Citizen Science-projektet Find En Sø beder hun derfor skole- og gymnasieklasser og alle andre interesserede om hjælp med at indsamle vandprøver fra søer og vandhuller.

Målet er bedre miljø og natur

Mange søer har dårlig vandkvalitet. Ofte skyldes det tilførsel af næringsstoffer m.v. fra deres omgivelser. Det giver problemer med algevækst, uklart vand og dårlige livsbetingelser for dyr og planter. Oveni dette kommer klimaændringer, som også påvirker søerne, og endelig ved vi meget lidt om rigtig mange søer.

Derfor vil forskerne gerne undersøge søernes vandkvalitet, så de kan blive endnu klogere på, hvordan vi bedst sikrer vores miljø og natur.

Min erfaring er, at borgerne meget gerne vil hjælpe, hvis de føler, at projektet har en betydning for deres lokalområde – for eksempel ved at hjælpe med at forbedre miljøet lokalt.

Sara Egemose, biolog

Og det kan danskerne altså hjælpe med – i hvert fald hvis de bor på Fyn eller har et ærinde der i den nærmeste fremtid, da indleveringsstederne for vandprøverne primært er biblioteker i Fynsområdet.

– Vi har gjort meget ud af at gøre det så simpelt som muligt, for ellers giver folk op på forhånd, siger Sara Egemose.

Borgerne får noget igen

Hun har en del erfaring i at engagere offentligheden i sin forskning, idet hun i mange år har fået hjælp fra borgere til at indsamle vandprøver – også før nogen i Danmark kaldte den slags for Citizen Science.

– Min erfaring er, at borgerne meget gerne vil hjælpe, hvis de føler, at projektet har en betydning for deres lokalområde – for eksempel ved at hjælpe med at forbedre miljøet lokalt. Derfor er det vigtigt at tænke over, hvad man giver borgerne igen, når man beder dem om hjælp, siger hun.

Hun fortæller, at hun for eksempel har fået begejstrede tilbagemeldinger fra borgere, der har oplevet, at familieudflugten fik helt ny mening, når den kunne bruges på at indsamle vandprøver.

Ligger der et vandhul på bedstefars grund?

I skrivende stund er indsamlingen i fuld gang, og Sara Egemose og hendes kolleger følger spændt med i, hvor mange prøver der kommer ind.

– Vi håber at få vandprøver, der kan tælles i hundreder. Vi håber også, at prøverne vil dække mange forskellige typer af søer. Styrken ved at inddrage borgere er, at man kan få prøver fra masser af små vandhuller, mergelgrave eller regnvandsbassiner, som man normalt ikke får prøver fra, fordi folk netop tager et meget lokalt udgangspunkt og for eksempel kommer i tanke om, at “der ligger da vidst et vandhul på bedstefars grund”, siger hun.

I runde tal findes der cirka 200.000 søer og vandhuller i Danmark.

Foto: Niels Fabæk/Ritzau Scanpix

Sådan deltager du

Gå ind på websiden Find en sø og få information om, hvordan du tager en vandprøve. En vandflaske eller en frysepose er fint til formålet.

Her kan du også downloade en app til registrering, og du kan finde en liste over indleveringsstederne på Fyn.

Projektet slutter 30. september.

Mød forskeren

Sara Egemose er biolog og lektor på Biologisk Institut. Hendes primære forskningsinteresser er ferskvandsøkologi, klimatilpasning samt natur- og miljøkvalitet.

Kontakt