Skip to main content
DA / EN

Ny vej ind til SDU’s største campus

Ny vej har gjort det nemmere for biler og sikrere for cyklister at færdes på campusområdet i Odense.

Af Katrine Findsen, kafi@sdu.dk, 08-09-2016          Opdateret 27-09-2016

Alle, der har siddet bag rattet i de lange bilkøer på Niels Bohrs Allé om morgenen, ved, hvor presset trafikken omkring campus i Odense kan være på de tidspunkter, hvor mange ansatte og studerende møder eller får fri.

Spildtiden bag rattet er dog skåret ned til et absolut minimum med den nye vej ind fra vestsiden af campus fra den nye Munkebjergvej. Fra motorvejen kommer du let til den nye adgangsvej til campus ved at vælge frakørsel 50, Odense SØ, der leder direkte ind på den nye Munkebjergvej.

Her kan alle dem, der normalt parkerer på parkeringspladserne vest for campus, altså på P3, P4, P5, P6, P7, P8 og som noget nyt også P9, køre direkte ind fra Munkebjergvej til de parkeringsområder, og dermed bliver en stor del af trykket taget fra krydset Niels Bohrs Allé/Campusvej.

- I dag tager det lang tid at komme ad Niels Bohrs Allé og ned ad Campusvej. Med den nye vej fra vest sparer man som medarbejder og studerende på SDU rigtig mange minutter hver dag, og det har været et stort ønske i lang tid, forklarer Tom Møenbo Gregersen, der er områdechef for Plan og byg på SDU.

- Efter at trafikken har været omlagt en uge har vi vurderet, at der også skal være direkte ind og udkørsel til P9 via den nye vestvej. Det skulle gerne betyde, at der kommer færre bilister på Campusvej og dermed færre krydsninger mellem cyklister og bilister, fortsætter han.

Klik på billedet for at se det i en større udgave

Mere sikkert for cykler

Er du en af dem, der normalt parkerer på de pladser, der ligger på vestsiden af campus, må du gerne lige være ekstra opmærksom her.

For fra den 1. oktober er der ikke længere mulighed for at komme ind til parkeringspladserne P3, P4, P5, P6, P7, P8 og P9 via Campusvej, da Bøgeskovvej lukkes helt, og dermed skal du ind af vestvejen. Vejlukningen er pålagt SDU af politiet og sker af sikkerhedsmæssige hensyn.

- Vi har fuld forståelse for, at det kan være lidt træls i starten, og måske tager det lidt tid at vænne sig til de nye adgangsveje på campusområdet. Men alt i alt kommer det til at blive en kæmpe fordel for alle, da vi får reduceret de lange bilkøer og samtidig gør det mere sikkert som cyklist at færdes her, understreger Tom Møenbo Gregersen.

Endnu flere p-pladser på sigt

Med den nye vej og de ændringer, åbningen medfører, bliver det ikke kun lettere at komme ind til campus – der kommer også lidt flere parkeringspladser.

Parkeringspladsen P1 på østsiden udvides med 120-130 ekstra pladser. På sigt kommer der også flere nye parkeringspladser langs den nye vestvej, der forventes at være klar i foråret 2017.

- Alt i alt skulle både trafikomlægning og ekstra parkeringspladser gerne betyde, at det fremover bliver lettere at færdes både i bil og på cykel i området. Og samtidig bliver det forhåbentlig lettere at finde en parkeringsplads, når vi har vænnet os til det nye, forudsiger Tom Møenbo Gregersen.

Den første tid vil der stå hjælpere klar til at guide, hvis du er i tvivl om, hvor du må køre ind, og hvor du ikke må. Tom Møenbo Gregersen opfordrer til, at alle hjælper hinanden og udviser tålmodighed i opstartsperioden, hvor trafikken følges tæt for at sikre, at det hele glider bedst muligt.

Trafik på Campus Odense

Hvis du har spørgsmål til trafik eller parkering, kan du skrive til 8888@sdu.dk

Redaktionen afsluttet: 08.09.2016