Økonomer undersøger: Betaler det sig at være EU-medlem?

Af Jacob Stenz, jaes@sdu.dk

EU-debatten har været ophedet efter 23. juni, hvor et flertal af de britiske vælgere stemte for det såkaldte ”Brexit”.
Tilhængere og modstandere af det nuværende europæiske samarbejde har brugt krudt på at lægge argumenter i skålene på begge sider af den politiske vægt.
To af de tilbagevendende lovprisninger går på, at EU har været en garant for fred og velstand i Europa efter 2. verdenskrig.

Tilsvarende vækst

Mens det er vanskeligt at undersøge, hvor afgørende det europæiske samarbejde har været i forhold til at undgå væbnede konflikter medlemslandene imellem, så har et forskningsprojekt fra SDU undersøgt, om EU-medlemskab været forbundet med øget vækst i medlemslandene.

— Vi har ønsket at afprøve et argument, der ofte optræder i EU-debatten. Har EU-landene historisk oplevet større vækst end ikke-EU-lande? Svaret er nej, siger Thomas Barnebeck Andersen, der er professor i økonomi på Institut for Virksomhedsledelse og Økonomi ved SDU.
— De sammenlignelige lande, der ikke er blevet medlem af EU, har oplevet en vækst tilsvarende eller endda bedre end medlemslandene. Vi har anvendt forskellige metoder og undersøgt forskellige perioder, lande og data, og vi kan ikke finde belæg for, at EU har øget væksten i EU’s medlemslande.

Vokser ikke hurtigere

I samarbejde med to kolleger står Thomas Barnebeck Andersen bag udgivelsen ”Join to Prosper?”, der blandt andet sammenligner væksten i de lande, som oprindeligt deltog i den økonomiske samarbejdsorganisation OECD. Den ene gruppe lande blev medlemmer af EU, mens en anden gruppe lande ikke blev medlemmer (Island, Norge, Schweiz, Tyrkiet, Japan, Canada og USA).

I gruppen af ikke-medlemslande er der store forskelle på tilknytningen til EU. Norge er nært knyttet til EU ved at have forpligtet sig til at betale kontingent og overholde de overordnede betingelser for at indgå i det indre marked, mens Canada og USA er i langvarige forhandlinger om at indgå handelsaftaler med EU.

Resultatet af undersøgelsen viser, at EU ikke har leveret større vækst til sine medlemmer end de sammenlignelige lande, der står uden for samarbejdet. Tværtimod viser en opgørelse, at den årlige vækstrate i EU-gruppen har været marginalt mindre (2,27 procent) end i ikke EU-gruppen (2,35 procent) siden 1961.

Ingen østeuropæisk forskel

Samtidig fremgår det af undersøgelsen, at der blandt de lande, der efter Sovjetunionens opløsning overgik fra den kommunistiske planøkonomi til en vestlig markedsøkonomi, ikke er nogen nævneværdig forskel i vækstrater i forhold til, om de blev medlemmer af EU eller ej.

— De 11 tidligere østblokke-lande, der har tilsluttet sig EU siden 2004, har ikke oplevet højere vækst end de 18 lande, der ikke er blevet medlemmer. Hvis EU er meget vækstfremmende, burde det jo også afspejle sig for de nye medlemmer, men det har ikke været tilfældet, siger Thomas Barnebeck Andersen.

Bevisbyrden

Forskerne bag undersøgelsen har ønsket at kvalificere debatten om EU. Derfor er det også vigtigt at fremhæve, hvad de ikke kan konkludere.

— Vi har målt det, som man kan måle. Men vi kan ikke afvise, at EU har drevet en vækst frem, der også har løftet ikke-medlemslandes økonomi. Det ved vi ikke. Omvendt er der heller ikke nogen, der kan løfte bevisbyrden for, at EU har ført til øget velstand for sine medlemmer, siger Thomas Barnebeck Andersen.

Han påpeger, at man i EU-debatten i stedet for at fremhæve den Europæiske Unions evne til at skabe vækst, bør fokusere mere på de rettigheder og muligheder for borgerne, som EU har medført. Det drejer sig blandt andet om den frie bevægelighed for personer og et intensiveret samarbejde om forbrugerbeskyttelse, kriminalitetsbekæmpelse og klima.

— Der er jo nogle udmærkede argumenter, der ikke kun handler om velstand. Arbejdskraftens frie bevægelighed er et gode for mange mennesker, eksempelvis for mine medforfattere Mikkel og Pieter, der arbejder og bor uden for deres fødelande. Omvendt er der mange, som blandt andet den britiske debat har vist, der har oplevet det som en stor ulempe, at blive presset på løn og jobsikkerhed af arbejdskraftens frie bevægelighed, siger Thomas Barnebeck Andersen.