OL og spøgelset fra München

Af Morten Vittrup Lund, presse@sdu.dk 

De har gravet sig ned et eller andet sted i vores kollektive erindring om de olympiske lege.

I samme lag som minderne om den sorte udøver Jesse Owens fire guldmedaljer ved Hitlers OL i Berlin i 1936, Guldfirerens første guldmedalje ved OL i Atlanta i 1996 eller skihopperen Eddie the Eagles 73,5 meter lange hop for amatørismen ved Vinter-OL i Calgary 1988.

Vi taler om OL-historiens sorte øjeblikke. Fra Sorte Septembers gidseltagning af en række israelske idrætsudøvere under OL i München i 1972 over sprængningen af en bombe under OL i Atlanta i 1996 til senest de to terrorbomber i Volgograd halvanden måned før Vinter-OL i Sochi i 2014.

Sikkerhedsudgifter eksploderer

Det er traumer, som har modelleret vores fortællinger om de olympiske lege, og samtidig traumer, som har formet selve afviklingen af legene i efterhånden fem årtier.

Bedst eksemplificeret med OL i London i 2012, der bød på den olympiske histories hidtil største og mest højteknologiske sikkerhedsopbud - til en samlet pris på 553 millioner britiske pund, godt 5 milliarder danske kroner, ifølge den britiske avis The Guardian.

- Sikkerhedsudgifterne eksploderede virkelig under OL i Athen i 2004, som var de første lege efter 11. september 2001. NATO var endda med inde over for at opretholde sikkerheden. Og så skete der igen et ryk ved OL i London, siger professor Jørn Hansen, der har forsket i OL-historien.

Massakren i München

- Men reelt set mistede legene deres uskyld i München i 1972, hvor 11 israelere og 1 tysk politibetjent mistede livet, forklarer Jørn Hansen.

- München var det skærende punkt i OL-historien. Der havde været uroligheder i form af demonstrationer i forbindelse med OL i Mexico City i 1968, men det var før selve legene. Gidseltagningen i München var den første terrorhandling, som decideret greb ind i legene. Det var OL’s 11. september.

Siden har terrorfrygten bidt sig fast. Også selvom bombeeksplosionen under OL i Atlanta – der dræbte to og sårede cirka 100 - er eneste gang siden 1972, hvor selve legene er blevet direkte ramt.

Flere journalister end udøvere

I dag kan OL i forhold til sikkerhedsopbuddet måle sig med det amerikanske præsidentvalg og VM i fodbold, for selvom sidstnævnte har en større markedsværdi end OL, er legene rent mediemæssigt større – siden Montreal har der været flere journalister end udøvere med til legene.

- Hvis man ønsker opmærksomhed om sin sag, får man ikke en bedre chance, konstaterer Jørn Hansen, som blandt andet henviser til, at alle med ét kendte til Palæstina-konflikten efter München-massakren.

Hvordan sikkerhedsopbuddet bliver til sommerens OL i Brasilien, ved Jørn Hansen ikke med sikkerhed. Det ligger i legenes natur, at terrortruslen varierer fra gang til gang.

Har rykket sig langt væk fra folket

Men han konstaterer, at De Olympiske Lege er med til at sætte streg under et højaktuelt spørgsmål: Hvor langt er vi som samfund villig til at gå i frygtens navn?

I dag skal selv atleterne konstant gå rundt med id-kort om halsen. Og turister og andet godtfolk kommer ikke i nærheden af den olympiske by, som er under skarp bevogtning. OL har med andre ord efterhånden rykket sig langt væk fra folket.

- Man taler meget om, at OL skal stimulere den mellemfolkelige forståelse, og ideen om den olympiske landsby er meget sød, men i praksis har den vist sig svær at realisere, siger Jørn Hansen med henvisning til, at de helt store stjerner ofte vælger at bosætte sig andre steder.

Billedet foroven: En af terroristerne ved OL i 1972 overvåger situationen fra den bygning, hvor en række israelere blev holdt fanget. Foto: Polfoto