Forskere vil helt ned på bunden af det ukendte
En forskergruppe ledet af professor Ronnie N. Glud fra SDU har fået et European Research Council Advanced Grant på 24 mio. kr. til at foretage en række ambitiøse udforskninger af de dybeste steder i verdenshavene
Ronnie N. Gluds tidligere ekspeditioner har afsløret, at der findes overraskende stor biologisk aktivitet selv på næsten 11 kilometers dybde, og nu vil han forsøge at forstå, hvordan livet på disse dybder er muligt, og hvordan det påvirker livet i oceanerne og på Jorden.
Kernen i det femårige projekt bliver at besøge tre dybhavsgrave med undervandsrobotter, der specialfremstilles til opgaven.
De tre grave er Atacamagraven ud for Chile i Stillehavet (max dybde 8068 m), Japangraven syd og øst for Japan i Stillehavet (max dybde 10.554 m) og Kermadecgraven i Stillehavet (max dybde 10.047 m). De tre grave er valgt, fordi de modtager meget forskellige mængder organisk stof på grund af forskellige næringsforhold i de overliggende vandmasser.
Overraskende fund i Marianergraven
Det vakte stor opsigt i videnskabelige kredse, da Ronnie N. Glud og kolleger fra Max Planck Instituttet i Bremen, Agency for Marine-Earth Science and Technology i Japan, Scottish Association for Marine Science og Marin Biologisk Laboratorium på Københavns Universitet i 2013 rapporterede, at de havde fundet overraskende aktive samfund af bakterier på bunden af verdens dybeste havområde; Marianergraven, der befinder sig næsten 11 kilometer under overfladen i det vestlige Stillehav.
- Vi viste, at Marianergraven fungerer som et hot spot, der opkoncentrerer store mængder organisk materiale og dermed kulstof. Vi ser både en større omsætning og en større deponering af organisk materiale nede i det ekstreme dyb, end vi ellers gør i dybhavet. Så selvom dybhavsgravene kun udgør omkring to procent af verdenshavenes areal, har de en relativt stor betydning for havenes kulstofbalance – og dermed for det globale kulstofkredsløb, siger Ronnie N. Glud.
ERC Advanced Grants
Foto: En prototype af en robot (en såkaldt Lander) bliver taget om bord efter et test-dyk til 600 meters dybde. Robotten kan måle iltforbruget af bakterier i sedimentet helt ned til de dybeste dele af verdenshavet. En opgraderet og mere avanceret version af instrumentet vil blive udviklet og anvendt i projektet (foto: Rysgaard & Glud).