Skip to main content
DA / EN

Folkemøde: Rektor diskuterer samarbejde med erhvervslivet

I år rykker dele af direktionen med til Bornholm, og der bliver især fokus på universiteternes samarbejde med erhvervslivet

På torsdag eftermiddag skydes det årlige folkemøde på Bornholm i gang, og i lighed med tidligere vil Syddansk Universitet også være repræsenteret ved nogle af de mange events, der finder sted frem til søndag eftermiddag.

I år er det dog ikke kun blandt universitetets forskere, at debattørerne skal findes. Således deltager rektor Henrik Dam fredag eftermiddag i en debat om, hvor meget geografien spiller ind på de unges valg af uddannelse.

Og lørdag middag er han med i et panel, der skal diskutere, hvordan universiteterne og erhvervslivet kan arbejde endnu tættere sammen.

Fokus på små og mellemstore virksomheder 

Debatten hedder ”Tre til tango: Viden, virksomheder og vækst”. Rektor Henrik Dam får selskab af sin kollega fra Aalborg Universitet, Per Michael Johansen, og derudover deltager repræsentanter fra Dansk Erhverv, Dansk Byggeri og Håndværkerrådet.

- Debatten kommer blandt andet til at handle om de udfordringer og muligheder, der kendetegner den syddanske og nordjyske region. Vi er karakteriseret ved at have mange små og mellemstore virksomheder, der ikke nødvendigvis har samme tradition for at anvende akademisk arbejdskraft som store virksomheder, fortæller Helle Schroll fra Syddansk Universitet.

Hun er konstitueret chef for SDU Erhverv, som er en enhed på Syddansk Universitet, der varetager samarbejde med erhvervslivet. På den baggrund har hun været med til at lægge rammerne for lørdagens debat, som skal ledes at DR 2-værten Martin Breum.

Mere viden til erhvervslivet

- En beregning fra Uddannelsesministeriet viser, at hvis Danmark kan løfte andelen af højtuddannede i den private sektor op i top fem blandt OECD-landene, vil det kunne øge vores BNP med cirka 20 milliarder kroner. Så vi har en udfordring i at løfte vidensniveauet i den private sektor, siger Helle Schroll.

Hun tilføjer, at SDU allerede spiller er en vigtig part i udviklingen af det regionale erhvervsliv, men at universitetet kontinuerligt bestræber sig på at blive endnu bedre, og at målet er at skabe gensidig merværdi.

Ud over Henrik Dam er direktionen fra SDU repræsenteret ved prorektor Bjarne Graabech Sørensen samt dekanerne Ole Skøtt og Simon Torp på folkemødet.

Læs mere om "Tre til tango: Viden, virksomheder og vækst"  

Foto: Berit Hvassum

Redaktionen afsluttet: 08.06.2015